Storsejr sender Holbæk på førstepladsen

Fodbold: Holbæk rejste lørdag hjem fra Marienlyst med en sejr på 5-0, og en førsteplads i danmarksseriens oprykningsspil.

Fem gange kunne holbækkerne juble i mødet med Marienlyst - to gange i første halvleg og tre gange i anden.

Foto: Hans Kurt Frederiksen

Holbæk sikrede sig lørdag årets første sejr, da holdet på udebane tromlede hen over fynske Marienlyst. Et skarpt og veloplagt Holbæk-mandskab efterlod ingen tvivl om styrkeforholdet og kunne rejse hjem med en stensikker sejr på 5-0 i danmarksseriens oprykningsspil.

Der var blot spillet seks minutter, da Jannik Skov Hansen åbnede scoringen, efter en flot assist af Benjamin Lund.

Holbæk måtte i første halvleg skifte både Christian Olsen og Jeppe Illum ud med skader, og det brød lidt af holdets rytme. Alligevel kunne gæsterne gå til pause med en 2-0 føring, da angriberen Martin Ahlgren scorede sit første mål for Holbæk, få minutter før pausefløjtet.

Anden halvleg var ikke mange minutter gammel, da Tarik Mourhrib øgede til 3-0 – og i realiteten afgjorde kampen. Mourhrib gjorde det kort efter til 4-0, og i slutfasen scorede indskiftede Lasse Brandt Hansen til 5-0.

– Skaderne var frustrerende og ødelagde vores flow. Men vi spillede klogt og var skarpe, og dem der kom ind gjorde det også godt. Jeg er fandme stolt af dem, sagde Holbæks cheftræner efter sejren.

Sejren sender Holbæk op på førstepladsen – a point med Avarta og Vejgaard, der også har syv point.

Marienlyst-Holbæk 0-5 (0-2)

7. minut 0-1: Jannik Skov Hansen

43. minut: 0-2: Martin Ahlgren

50. minut: 0-3: Tarik Mouhrib

58. minut: 0-4: Tarik Mourhrib

81. minut 0-5: Lasse Brandt Hansen

Holbæks hold: Sebastian Olsen – Benjamin Lund, Malte Sjørslev (anf.), Christian Olsen (Frederik Nymark i 23. minut), Magnus Døj – Rasmus Hansen, Michael Lumb, Jeppe Illum (Jeppe Lund Petersen i 33. minut), Jannik Skov Hansen (Lasse Brandt Hansen i 66. minut), Tarik Mourhrib (Lukas Dahl i 66. minut) – Martin Ahlgren (Aleksander Lazarevic i 66. minut).

Advarsel: Morten Munk og Louis Richard Larsen, Marienlyst, samt Michael Lumb, Lukas Dahl og Aleksander Lazarevic, Holbæk.

Dommer: Jonas Bøgelund

Tilskuere: 374