Stor interesse for valg til Andels repræsentantskab

Valg: Der er rekordstor interesse for at blive valgt ind i Andels repræsentantskab i koncernens Holbæk-valgområde.

Foto: Jesper Blæsild

Foto: Jesper Blæsild

Der bliver rift om pladserne i energi- og fibernetkoncernen Andels repræsentantskab. Fristen for at melde sig som kandidat er udløbet, og i Holbæks valgområde har 57 kandidater meldt sig klar til 14 pladser i repræsentantskabet.

Det skriver koncernen i en pressemeddelelse.

Der således rekordstor konkurrence om alle de ledige pladser i repræsentantskabet, hvis 153 medlemmer er vigtige sparringspartnere for bestyrelsen og ledelsen. Det er fire gange så mange som ved valget for fire år siden.

– Jeg er både begejstret og meget taknemmelig over den opmærksomhed, vi møder blandt andelshaverne og deres lyst til at bidrage til den grønne omstilling og udviklingen af energisystemet, siger Jens Stenbæk, bestyrelsesformand i Andel, i pressemeddelelsen og fortsætter:

– Med Andels rolle som en central aktør i den grønne omstilling, er det helt afgørende, at vi træffer vores beslutninger på et bredt og lokalt forankret grundlag. Det lykkes vi kun med, hvis vi er et aktivt og mangfoldigt repræsentantskab, hvor vores andelshavere aktivt involverer sig.

Valget til Andels repræsentantskab skydes i gang den 1. marts 2023, hvor kandidaternes kan føre valgkamp i tre uger frem til den 22. marts. Andelshaverne modtager alle et brev med opfordring til at stemme på deres lokale kandidat og vil desuden møde valgbudskaber i dagblade og ugeaviser, på sociale kanaler, lokalradioer og i bybilledet på lysskilte ved indkøbs- og busstoppesteder.

Ud af repræsentantskabets 153 pladser er der i år valg til de 33 i valgområderne i Guldborgsund, Holbæk og Stevns Kommuner.

Fakta

  • Andel er et andelsselskab, og det er boligejere, virksomhedsejere og sommerhusejere på Sjælland, Lolland-Falster og øerne, der er andelshavere.
  • Der er hvert år valg til Andels repræsentantskabet i tre-fem af i alt 15 valgområder.
  • Medlemmerne er med til at vælge Andels bestyrelse blandt medlemmerne i repræsentantskabet – og man kan selv stille op.
  • Som medlem forventes man at deltage i fire-seks møder om året.