
Næsten 140 personer i alle aldre dukkede op, da Lokalhistorisk Forening på Tuse Næs indbød til byvandring i Kisserup.
Deltagerne fik fortalt om byen, der har den karakteristiske opbygning af en landsby med 13 tidligere fæstegårde liggende omkring gadekæret og et tingsted midt i byen.
Flemming Jørgensen blev bistået af Finn Fogtmann fra Hørby Kro, og sammen fortalte de om byens tidligere liv.
Solotrompetist Ole Andersen blæste i byhornet, mens deltagerne blev ledt forbi nogle af byens gamle gårde, og Flemming Jørgensen fortalte om nogle af de tidligere ejere.
Deltagerne kom også forbi området, der kaldes Paradisets Have, og nåede ud til der, hvor det gamle vandtårn stod.
Her fik de historien om, da vandtårnet skulle sprænges væk, og der var bekymring for, at vandet fra den skulle vælte den gamle smedje.
Så tv-folk var til stede for at fange eventuel dramatik, men det gik, som det skulle.
Deltagerne kom også forbi den gamle skole og fik lejlighed til at se haven, som de nye ejere havde anlagt.
Rundturen endte ved pizzeriaet, hvor der blev serveret kaffe og drukket en enkelt øl.
Her gik snakken ivrigt, og Lokalhistorisk Forening vil bestemt ikke afvise af lave noget lignende igen i en anden by på Tuse Næs.