
I Holbæk Kommune har man valgt at stifte en pris, der hylder virksomheder, der gør en indsats for, at mennesker med fysiske, psykiske eller sociale udfordringer bliver en del af arbejdsmarkedet.
Prisen der kaldes en CSR-pris (CSR står for Corporate Social Responsibility) skal uddeles i foråret og formålet er, at de nominerede og vinderen skal inspirere andre virksomheder i kommunen til at tage et socialt ansvar.
Frem til den 15. februar har borgere og virksomheder kunnet indstille virksomheder til at komme i betragtning til CSR-prisen. Et bedømmelsesudvalg har gennemgået alle de indkomne forslag og nu er tre virksomheder blevet nomineret: Bauhaus Holbæk, EBH Byg og Gislinge Mureren.
Alle kan stemme
Frem til onsdag den 22. marts kan man stemme på den virksomhed, man mener, bør have prisen. Det foregår via et link på kommunens hjemmeside. Søg på ’pris for socialt ansvar’.
På hjemmesiden kan man desuden se en videorepræsentation af de tre virksomheder.
Her kan man blandt andet høre EBH Byg fortælle, at virksomheden har valgt at gribe unge mennesker, der er skoletrætte og ikke er i uddannelsessystemet. Hos EBH Byg lægger man stor vægt på coaching og virksomhedens nøgleord er tillid, tryghed og faglighed.
Bauhaus Holbæk fortæller, at man lægger vægt på at favne bredt, når man ansætter folk og ikke ser det som en hæmsko, at ansatte har forskellige skavanker. Bauhaus har blandt andet flere ansatte i flexjob.
Gislinge Mureren kan i en video berette, at virksomheden har et samarbejde med kommunen om at hjælpe borgere på kant af arbejdsmarkedet med at komme videre og det har de gode erfaringer med.
Vinderen afsløres til kommunens jobmesse, der bliver holdt tirsdag den 28. marts i Boxen på Østre Havnevej 11 i Holbæk.
Fakta
om Holbæk Kommunes CSR-pris
CSR er en forkortelse for Corporate Social Responsibility, der handler om virksomheders frivillige arbejde med miljømæssige eller sociale forhold.
Social ansvarlighed handler om om at tage ansvar for virksomhedens nuværende ansatte med forebyggelse og fastholdelse, samt inklusion af udsatte ledige.
Virksomheder er blevet indstillet via kommunens hjemmeside til den nye pris og herefter har en særligt nedsat udvælgelseskomité har udvalgt tre virksomheder.