
Fem mulige vidner henvendte sig i løbet af tirsdagen til Midt- og Vestsjællands efter skudepisoden i et grønt område mellem Ladegårdsparken Øst, Claus Norbysvej og Barsebæk natten til tirsdag.
Ingen blev ramt, men politiet har fundet flere afskudte patronhylstre i nærheden af en lille sø i området.
Det er dog stadig ikke lykkedes politiet at finde frem til den eller de personer, der står bag skyderiet, skriver dagbladet Nordvestnyt onsdag.
– De nye henvendelser er primært fra vidner, der har hørt skyderiet. Men der er også nogle, der har set en person løbe fra søen i retning mod blokkene, siger politiets kommunikationsmedarbejder, Charlotte Tornquist onsdag formiddag til avisen.
Opdateret signalement
Med de nye vidneudsagn kan politiet give et lidt mere detaljeret signalement af den pågældende person, som man i første omgang kun kunne beskrive som ung og med sort hår.
Nu lyder signalementet på, at det er en mand på cirka 20-25 år, omkring 170 centimeter høj og almindelig af bygning. Han var sorthåret og iført en grønlig hoodie (hættetrøje), og han havde en rygsæk på ryggen.
– Vi vil fortsat meget gerne høre fra folk, der kan have set enten personer eller biler i området omkring klokken 0.11 natten til tirsdag, siger Charlotte Tornquist.
Politiet oplyste tirsdag, at et vidne havde set en anden person løbe på stien mellem Barsebæk og Peder Billesvej kort efter, at der var blevet skudt.
Personen blev beskrevet som cirka 180 centimeter høj, slank af bygning og iklædt en mørk hættetrøje og lange bukser. Hætten var trukket op over hovedet, så det var ikke muligt for vidnet at se, om det var en mand eller kvinde, eller hvilken hudfarve den pågældende person havde.
Endelig så politifolk en mørk personbil køre sydpå ad Claus Norbysvej, men man ved ikke, om bilen har noget at gøre med skyderiet.
Motiv ukendt
Politiet vil ikke give noget konkret bud på, hvorfor der blev affyret skarpe skud i det grønne område.
– Det prøver vi at klarlægge, men vi har ingen personer, der er blevet ramt eller har følt sig truet, og vores undersøgelser har heller ikke vist, at genstande eller bygninger skal være blevet ramt, lyder det fra Charlotte Tornquist.
Politiet har som nævnt fundet afskudte patronhylstre, men selve våbnet har man ikke fundet.
Finder politiet frem til en gerningsperson risikerer vedkommende et længere ophold bag tremmer. Også selv om ingen personer er blevet ramt.
Alene den ulovlige besiddelse af skydevåben straffes i udgangspunktet med mindst to års ubetinget fængsel. Ifølge straffeloven skal det indgå som en skærpende omstændighed, hvis man bærer våbnet på offentligt tilgængeligt sted.
Og det er yderligere en skærpende omstændighed, hvis man også besidder ammunition, der passer til våbnet.