Regstrup venter stadig på nyt lægehus

Foto: Peter Andersen, Anders Tilsted
Regstrup. Der skal bygges nyt lægehus ved brugsen.
  Foto: Peter Andersen
Regstrup. Der skal bygges nyt lægehus ved brugsen. Foto: Peter Andersen Foto: Peter Andersen

På grunden ved siden af Dagli'Brugsen i Regstrup burde der for længst have ligget et nyt lægehus til seks millioner kroner.

Men de tre praktiserende læger fra »Lægehuset i Regstrup« valgte for mere end et år siden at udskyde planerne på grund af den økonomiske usikkerhed, der opstod under overenskomstkonflikten mellem landets praktiserende læger og Danske Regioner.

Selvom Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Danske Regioner nu langt om længe er blevet enige, betyder det langt fra, at byggeriet i Regstrup snart går i gang.

Da de seks millioner kroner er en stor investering for »Lægehuset i Regstrup«, der har til huse i nedslidte og trange lokaler på Hovedgaden, vil de tre læger nu nærlæse overenskomstaftalen for at se de økonomiske konsekvenser.

Det er også meget sandsynligt, at landets praktiserende læger skal sige ja eller nej til overenskomstaftalen i en urafstemning til sommer.

– Derfor holder vi igen med byggeriet, til der er en afklaring. Men vi tror på, at vi har et nyt lægehus om to til tre år, fortæller den ene af de tre praktiserende læger i Regstrup, Tore Brandt.