Ramte væltet træ på skovvej: 74-årig cyklist død i soloulykke

En 74-årig mand fra Holbæk afgik tirsdag eftermiddag ved døden i forbindelse med en ulykke på Bredetvedvej ved Munkholmskoven.

Debat: Respekt for landområderne er en mangelvare

Ramte væltet træ på skovvej: 74-årig cyklist død i soloulykke

Foto: Picasa

En 74-årig mand fra Holbæk afgik tirsdag eftermiddag ved døden efter en cykeltur på en skovvej ved Bredetvedvej øst for Holbæk.

Manden var ifølge Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, formentlig kørt ind i et træ, der lå på tværs over skovvejen, hvorefter han var væltet og havde slået hovedet.

Midt- og Vestsjællands Politi modtog anmeldelsen om ulykken klokken 13.18.

– Vi får anmeldelsen, fordi der på cyklen er en “uheldsalarm”, der giver besked til nærmeste pårørende. Vedkommende bliver selvfølgelig bekymret og prøver at kontakte cyklisten, men da det ikke lykkedes, bliver der slået rigtig alarm, fortæller Martin Bjerregaard.

Der blev sendt både ambulance og akuthelikopter til stedet. Der blev lavet livreddende førstehjælp, men det sundhedsfaglige personale kunne desværre ikke redde mandens liv, og han blev erklæret død.

– Vi har endnu ikke klarhed over, hvad der præcist er sket, og hvad årsagen er til, at manden kører galt på cyklen. Vi ved ikke, om manden er død af kvæstelserne som følge af styrtet, eller om han har fået et ildebefindende eller lignede, siger Martin Bjerregaard, der oplyser, at mandens cykelhjelm var flækket.

Der skal nu laves et ligsyn, ligesom en bilinspektør skal foretage undersøgelser af ulykkesstedet for at sammenstykke årsagen til dødsfaldet.

Der var ingen vidner til ulykken, og der var ikke andre involveret i den.

De pårørende er ifølge Martin Bjerregaard blevet underrettet.