Politijagt efter traktor gennem byen

Foto: THOMAS OLSEN
FOTO:THOMAS OLSEN 190516
  POLITI GENREBILLEDER HOS VESTEGNENS POLITI
FOTO:THOMAS OLSEN 190516 POLITI GENREBILLEDER HOS VESTEGNENS POLITI

Borgerne i Jyderup kunne torsdag ved 13.15-tiden se et lidt usædvanligt syn.

En beruset 65-årig mandlig bilist forsøgte således at køre fra politiet gennem byen i en traktor.

Traktoren kom kørende i Skarridsøgade, da en politipatrulje gjorde føreren opmærksom på, at han skulle standse.

Det var han dog ikke indstillet på, og i stedet fortsatte han sin kørsel gennem byen.

Det betød blandt andet, at traktoren kom op at køre på både fortovet, en cykelsti, og manden standsede først, da traktoren endte på en mark ved Holbækvej lidt uden for Jyderup.

Det viste sig, at føreren -en 65-årige mand fra Jyderup – ikke alene var beruset. Han var også tidligere blevet frakendt kørekortet og havde ikke tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring på traktoren.

Den 65-årige mand blev anholdt, indtil han havde afleveret en blodprøve, og fik derefter lov til at gå.

Han kan dog forvente at høre mere fra politiet for sine mange overtrædelser af færdselsloven under flugten fra politiet udover det manglende kørekort og ansvarsforsikring.

– Det ender med at blive en dyr køretur, fortæller kommunikationsmedarbejder Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi.