Natten mellem lørdag og søndag kl. 01.07 fik politiet en anmeldelse om, at en mand stod og skubbede til vagterne ved et diskotek i Vestergade i Holbæk, hvorfra manden tidligere var blevet bortvist.
Politiet fik på stedet kontakt til en 35-årig mand fra Svinninge, der ikke ønskede at forlade området selvom politiet gav ham et påbud om det, så der kunne blive skabt ro og orden på stedet.
Den 35-årige begyndte i stedet at åbne patruljebilens døre, så politiet ikke kunne køre fra stedet, ligesom han på en truende måde insisterede på at tale med politibetjentene.
Mandens adfærd endte med sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af den truende adfærd over for politiet, som til sidst måtte bruge peberspray mod ham for at kunne pacificere den 35-årige, der ikke ville forlade stedet.
Politiet vurderede, at en frihedsberøvelse sluttelig var nødvendig for at få skabt ro på stedet, så den 35-årige blev efter et lægetilsyn anbragt i detentionen til afrusning frem til søndag morgen, hvor han blev løsladt fra politistationen i Roskilde.