Nu kan man få målt om ens brilleglas har effektivt UV-filter, for det kan slides af med tiden.
– Man kan tilkøbe UV-filter til brilleglas, når man køber nye briller, men ofte lægges filtret som en coating på bagsiden af brilleglasset og slides af med tiden. Med en ny maskine kan vi nu måle, om der er effektiv UV-filtrering i brilleglasset, fortæller Sarah-Marie Sørensen fra Nyt Syn i Jyderup.
Man har efterhånden hørt og læst meget om UV-strålers skadelige virkning for øjnene, og det har bevirket at flere vælger at købe briller – ikke mindst solbriller – med UV-filter.
Ifølge Sarah-Marie Sørensen kan UV-strålerne have indflydelse på, om man udvikler grå stær tidligere, hvis man er eksponeret for det, ligesom de kan være årsag til forandringer på nethinden og hudkræft i den tynde hud omkring øjnene.
– Når man er opereret for grå stær får man isat en klar linse i øjet og den skal beskyttes mod de skadelige UV-stråler. Det er også vigtigt, at børns øjne beskyttes rigtigt, så de ikke får øjenskader af at være meget i solen. Det kan ikke siges for tit, at de billige solbriller man køber i kiosker og lignende som regel IKKE har tilstrækkeligt godt UV-filter, pointerer hun.
Hun fortæller også, at man skam sagtens kan have fået nye briller med virksomt UV-filter, men at det kan være slidt af i tiden, der er gået, fra man tog dem i brug og til nu. Sliddet sker blandt andet, hvis man ikke pudser sine briller med den (fra optikeren) udleverede pudseklud, men måske bruger papirservietter eller ærmet fra sin bluse.
Det nye apparat fra brilleglasproducenten Zeis kan med en hurtig test, måle om der er nok UV-beskyttelse i brillerne.
Maskinen kan prøves hos Nyt Syn, der ligger H.P. Folkmannsvej i Jyderup.