
Hos Jola Bags i Jyderup kan man købe nyt tøj, der er fremstillet af omsyede indiske sarier.
– Det er en god og bæredygtig løsning, som går godt i trit med min indstilling, siger forretningens indehaver, Charlotte Drewes.
De farverige klædningsstykker er hurtigt blevet meget populære i Jyderup. De sælges hurtigt og er udelukkende unikaer, der leveres i det tempo, de produceres.
– Jeg så dem første gang på en messe og blev draget af en nederdel, der var så smuk og farverig, at jeg måtte vide mere om firmaet bag. Det viste sig at være en dansk kvinde, der betaler indiske kvinder for at producere tøjet. Kvinderne bliver betalt godt for deres arbejde, og så genanvendes de smukke stoffer på en fornuftig måde. Det kunne jeg ikke stå for, jeg lavede en aftale, og jeg skal love for at kunderne har taget godt imod tøjet, her i Jyderup, siger Charlotte Drewes, da avisen besøger butikken, der ligger på Skarridsøgade 39 i Jyderup.
Øjeblikket efter, at indehaveren har udtalt ordene, kommer en kunde ind og hører, om hun må se stativet med det farvestrålende tøj, for hun blev simpelthen så glad for den kjole hun havde købt den foregående uge. På stativet finder man blandt andet kjoler, tunikaer, bukser, nederdele og kimonoer.
– Det er en fornøjelse, at genbrugstanken er slået igennem også på det område, det kan jeg kun bifalde, tilføjer Charlotte Drewes, der også byder på andre nyheder, herunder brugt og opgraderede tasker fra det tidligere DDR.
– Det er en mand fra Nordby på Samsø, der sætter taskerne i stand og opgraderer dem med nye remme med videre. Han laver også bælter og andre lædervarer, herunder armbånd. Alt er håndlavet og af super god kvalitet. Der er flere tasker på vej, blandt andet i størrelser, der kan bruges til bærbare og andre større ting. De vil være gode at have over skulderen for både kvinder og mænd, men de vil også kunne laves om til en rygsæk, med et snuptag, det er rigti smart, det system, slutter Charlotte Drewes, som stadig har åbent i butikken hver fredag i tidsrummet klokken 9:30-18 og lørdag i tidsrummet klokken 9:30-14.