Narkobilist fanget i trafikal fælde

I forbindelse med torsdagens afspærring af Tølløsevej som følge af redningsarbejdet ved den væltede tankvogn, kom en personbil uden nummerplader kørende frem til politiet, der i sagens natur undersøgte bilen og føreren nærmere.

Føreren af personbilen uden nummerplader var en 21-årig mand fra Nyrup, som ikke havde nogen førerret, og derfor slet ikke måtte være fører af bilen. Han deltog efterfølgende i både en alkometer- og narkometertest, der begge gav udslag for påvirkning under kørslen.

Den 21-årige blev således sigtet for fire overtrædelser af færdselslovgivningen og fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne foreligger.