
Det var en stor dag for Holbæk Taekwondoklub, da de for nylig tog tre medaljer med hjem fra DM-ugen i Aalborg. Her kæmper deltagere fra flere sportsgrene om DM-medaljer.
Det var de tre Holbæk-piger, Xinyao Chen, Silla Tamer og Lot Christophersen, hvis prægtige præstationer sikrede klubben medaljerne.
Tæt på tre gange guld
Xinyao Chen vandt sølv efter en teknisk flot finalekamp i klassen “-37 kilo piger”. Det var første gang, Xinyao Chen deltog i Danmarksmesterskabet. Og hun var endda tæt på at gå hjem med guld om halsen, da hun kun var to point fra en sejr.
Til gengæld sikrede Silla Tamer sig en guldmedalje i klassen “-33 kilo piger”, da hun vandt finalen på point.
Lot Christophersen vandt ligeledes guld og kan nu kalde sig ottedobbelt danmarksmester. Denne gang vandt hun i klassen “-46 kilo junior kvinder”. Dermed er Lot Christophersen også en af de bedste kæmpere i verden i sin klasse, skriver Holbæk Taekwondoklub i en pressemeddelelse.
Taekwondo-udøverne skal minimum have det røde bælte, altså niveauet lige under det sorte bælte, for at deltage i danmarksmesterskabet. Det er således nogle yderst dedikerede piger, som har hevet de flotte medaljer hjem.
Og fra Lars Mogensen, som er træneransvarlig i klubben, lyder der også kun stolte og rosende ord.
– Det er en stor præstation, udtaler han om pigernes sejre.