
Hos Lidl Danmark er der overraskelse over, at administrationen i Holbæk Kommune har indstillet, at der gives afslag på ansøgningen om en ny butik på Munkholmvej, skriver dagbladet Nordvestnyt tirsdag.
– Vi ønsker at bygge en butik i et område, hvor der er lukket to dagligvarebutikker, og hvor man det ene sted ønsker at bygge boliger i stedet for et hus, der forfalder. Der ligger også cirka 20 arbejdspladser i en ny butik.
Sådan siger Kristian Pedersen, der er Head of Real Estate (ejendomschef) i Lidl Danmark, om planerne om en ny Lidl på Munkholmvej 107-113. Klima- og miljøudvalget skal indstille til økonomiudvalget, om der skal sættes gang i processen med en lokalplan og et kommuneplantillæg.
Kun positive meldinger om ny butik
Kristian Pedersen har flere argumenter for, hvorfor han mener, politikerne bør sige ja til at sætte gang i planlægningen.
– Når vi stikker fingeren i jorden i Holbæk, har der kun været positive meldinger fra borgerne. Vi laver kundeundersøgelser løbende – det er ikke videnskabeligt – men når vi snakker med ejerne af de ejendomme, vi skal købe, har de også fortalt, at de kun har hørt positivt om det. Selvfølgelig vil der altid være nogle, der er imod, men vi kan ikke helt forstå, hvis kommunen skulle have noget imod det, siger Kristian Pedersen.
Han peger også på, at en rapport fra Institut fra Center-Planlægning (ICP) om markedsområdet peger på, at etableringen af en ny dagligvarebutik Munkholmvej 107-113 vil styrke lokalforsyningen i den østlige del af Holbæk. Det er Lidl Danmark, der har bedt ICP foretage analysen.
– Når ICP laver noget, er det er ikke sådan, at vi kan diktere dem noget. Så ville kommunerne jo ikke bruge ICP, siger Kristian Pedersen.
Grund tæt på indgår i ramme for dagligvarehandel
Han fortæller, at Lidl i sommer havde et møde med Holbæk Kommunes borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S). Det kom i stand, efter at Lidl var blevet kontaktet af en developper, som mente at kunne få et projekt igennem på grunden umiddelbart vest for Netto på Munkholmvej 141. Nabogrunden på Stormøllevej 9, med Børnehuset Stormøllen, er omfattet af en ramme for dagligvarehandel.
– Vi tænkte, at hvis der alligevel kan bygges en butik på Munkholmvej, kunne den lige så godt ligge, hvor vi gerne vil have den. På mødet fik vi at vide, at der skulle laves nogle undersøgelser, og vi fik hverken ja eller nej til placeringen, fortæller Kristian Pedersen.
– Tror ikke, det vil betyde noget for bymidten
Det kommer noget overraskende for Lidl Danmark, at administrationen i Holbæk Kommune indstiller til politikerne, at det bliver et afslag på en butik på hjørnet af Munkholm og Østerled. Administrationen peger på, at etableringen af yderligere en dagligvarebutik i Holbæk øst ikke er i overensstemmelse med det overordnede mål for detailhandlen, blandt andet en velfungerende bymidte med et varieret udbud af butikker.
– Jeg tror ikke, det vil betyde noget for bymidten. Der lukker butikker i bymiten, fordi kunderne i stedet handler på nettet, men der er kun lidt nethandel på dagligvarer, siger Kristian Pedersen.
Nej tak til to tomme butikker
Men hvorfor kunne Lidl ikke rykke ind i en af de tomme dagligvarebutikker på enten Anders Larsensvej (efter Kiwi+) eller i Mellemvang (efter Eurospar)?
– Selv om Kiwi-butikken er næsten ny, ville det kræve en kæmpe renovering, så vil vi hellere bygge nyt. Anders Larsensvej passer ikke ind, fordi den ligger lidt afsides. Vi vil hellere ligge på Munkholmvej i forhold til, hvor Rema og Netto ligger. Kunderne får de bedste varer, pris- og kvalitetsmæssigt, når der er konkurrence. Det er også en måde at sørge for, vi står stærkt om 10-15 år, forklarer Kristian Pedersen.
I forhold til den afvisning, der mere eller mindre klart kom for over to år siden i forhold til den ønskede placering, peger han på, at der er sket den ændring, at ejeren af den tomme butik på Anders Larsensvej nu melder sig klar til at opgive dagligvare-butikken for i stedet at bygge boliger.
– Vi krydser fingre og håber, at Holbæk Kommune er erhvervsvenlig, siger Kristian Pedersen.