30 familier i Jyderup og omegn fik lillejuleaften en hjælpende hånd til julemenuen, og samtidig blev der gjort en indsats imod madspild.
En gruppe borgere havde arrangeret indsamling af overskudsmadvarer hos flere af byens supermarkeder, og en del af de varer, herunder andesteg, flæskesteg, risalamande og andre julevarer, blev lørdag aften fordelt til 30 familier.
Det foregik i restauranten og butikken Maurizio's på Høedvej i Jyderup.
– Det var ret hektisk, men kun i et kvarters tid. Vi havde lagt varerne frem, så man selv kunne tage, men vi sørgede også for, at der var nok til alle. Der har været en rigtig god stemning omkring det, og familierne var glade for at modtage det, siger Mina Sterby-Henriksen, der forinden havde kørt rundt til butikker i Jyderup for at samle deres overskudsvarer sammen.
Hun har på frivllig basis engageret sig i arbejdet mod madspild, og det var ikke små mængder, hun kunne samle ind lillejuleaften.
Varerne er doneret af Spar-købmanden i Jyderup, Netto, Fakta og Jyderup Bageren. Købmandsgården i Mørkøv har givet 100 slikposer, og to anonyme givere har sørget for nogle små gaver, der kan bruges til pakkeleg eller mandelgaver.
Trine Stampe er en af initiativtagerne til madindsamlingen og fordelingen til personer og familier, der ikke har råd til at putte lidt ekstra gode sager i indkøbskurven op til jul. Hun har stået for planlægningen og koordineringen med de lokale forretninger.
– Det har givet mange gode oplevelser. I første omgang forsøger vi at få varer givet videre til trængte familier, og vi satser på, at folk er ærlige, når de har kontaktet os for at komme på listen. Men der er også nogle, der har forslået os at kontakte nogen, som de måske ved kunne have brug for lidt hjælp, siger Trine Stampe.
Initiativet i Jyderup er en del af den landsdækkende kampagne Stop Spild Lokalt, som er startet af Rasmus Erichsen fra Korsør.
Ideen er, at man lokalt, via lokale facebook-grupper, organiserer indsatsen mod madspild og koordinerer, hvor overskudsvarer kan gøre gavn.
Det kører hele året rundt, men i forbindelse med julen har de lokale grupper altså også sat ind i forhold til at hjælpe folk med små indtægter til at få lidt ekstra lækkerier på julebordet.
Det er blandt andet blevet muligt, fordi dagligvare-koncernen Coop er gået med i projektet og donerer overskudsvarer fra de butikker, der holder lukket henover julen.
Alene facebook-gruppen Stop Spild Lokalt (Jyderup og omegn) har over 700 medlemmer.