Ild i dyne ved rygning

Rygning i sengen betød, at Vestsjællands Brandvæsen søndag morgen måtte på en mindre opgave i Ladegårdsparken Vest i Holbæk.

Alarmen kom klokken 5.26, hvor en beboer selv kunne slå alarm, da der var gået ild i en dyne på grund af rygning i sengen.

Brandfolkene fik hurtigt smidt dynen ud. Beboeren blev i ambulance kørt til tjek på sygehuset for at sikre, at der ikke var blevet indåndet for meget røg.

Der lugtede lidt af røg i opgangen i Ladegårdsparken 109, og derfor sørgede brandmandskabet for at få overtryksventileret, så der blev luftet godt ud.