Holbæk Kommune uddeler for første gang en såkaldt CSR-pris i foråret 2023. CSR står for Coorporate Social Responsibility, og formålet med prisen er at hylde virksomhederne for deres indsats for at få mennesker med fysiske, psykiske eller sociale udfordringer til at blive en del af arbejdsmarkedet.
– Det er vigtigt, at vi værdsætter og synliggør de virksomheder, der gør noget særligt for de borgere, der kan have svært ved at være i et ordinært job. Det er en kommunal opgave at hjælpe borgerne ind på arbejdsmarkedet, og i den proces er det vigtigt, at vi har nogle lokale virksomheder, der tager et socialt ansvar, fortæller Søren Stavnskær, formand for Udvalget for Beskæftigelse, Uddannelse og Erhverv i Holbæk Kommune i en pressemeddelelse.
Ifølge ham skal CSR-prisen både hylde de virksomheder, som netop gør det, og samtidig opfordre flere til at oprette de job, der er brug for.
Han tilføjer, at uddelingen af CSR-prisen sker som led i kommunens særlige indsats for, at mennesker på kanten af arbejdsmarkedet får mulighed for at komme i beskæftigelse og imødekomme virksomhedernes behov for arbejdskraft.
Åbent for indstillinger
Det er muligt at indstille alle virksomheder, der gør en indsats for, at mennesker med fysiske, psykiske eller sociale udfordringer bliver en del af arbejdsmarkedet, så længe virksomheden har adresse i Holbæk Kommune.
Konkret vil der blive lagt vægt på fem ting, som man kan læse mere om på kommunens hjemmeside, hvor man også kan indstille virksomhederne. En særligt nedsat udvælgelseskomité udvælger tre virksomheder, hvorrefter det bliver muligt at stemme på den virksomhed, som man synes, fortjener prisen.
Den endelige vinder kåres til en jobmesse for mennesker med fysiske, psykiske eller sociale udfordringer, der afholdes den 28. marts 2023 i Boxen i Holbæk.