Husker du: Da Lakridsfabrikken brændte

I februar 1964 raserede en voldsom brand Lakridsfabrikken Expect i Tølløse, og det fik hurtigt lækkersultne børn fra området til at valfarte til det nuværende Jernbanevej 10.

Husker du: Da Lakridsfabrikken brændte

Lakridsfabrikken rives ned sommeren 1989.

Af Inge-Lis Madsen, arkivar og bibliotekar i Tølløse og Jyderup.

Fra 1908 havde der været mejeri på Jernbanevej i Tølløse. Ikke et andelsmejeri som de fleste andre, men et privatejet ét af slagsen. Det var nu ikke meget, man kunne se af bygningerne, for de lå lidt gemt ad vejen bag ejendommen, der i dag hedder Jernbanevej 10.

Efter at mejeriet var lukket, rykkede Lakridsfabrikken Expect ind i bygningerne, hvor den levede et stille liv gemt bag husrækken på Jernbanevej. Men 9. februar 1964 skete noget, så i hvert fald børn og barnlige sjæle i Tølløse og omegn blev opmærksomme på dens eksistens.

Artiklen fortsætter under billedet

Lakridsfabrikken Expect bagtil mellem Jernbanevej 8 og 10. Tegning af arkitekt Flemming Nøhr, 1984.

Det var natten mellem en lørdag og søndag, der udbrød en voldsom brand på fabrikken. Såvel færdig- som råvarelageret samt produktionshallen udbrændte. Ilden mentes opstået ved brænderne til et gasfyr, som leverede varme til tørreskabe. Ifølge en avisartikel i Holbæk Amts Venstreblad dagen derpå, eksploderede majsmelet, der blev brugt i produktionen – og andre råvarer som sukker, talkum og gummi nærmest kogte. I produktionshallen var asfaltgulv. Det brændte og herfra løb ilden ind i et tørreskab, hvor man havde et stort lager af vingummi. På loftet over fabrikken opbevarede man råvarer – de blev også ødelagt, da hele tagetagen brændte.

Man havde netop fået moderniseret fabrikken og lå inde med store ordrer, der skulle effektueres. Nu stod kun de sodsværtede mure tilbage! Men direktør Kaj Hansen udtalte allerede den dag til avisen, at fabrikken var forsikret for 500.000 kr. og skulle genopbygges hurtigst muligt.

Børn på lakridsjagt

Snart rygtedes det i byen, at der lå kasser med lakridspastiller i brandtomten. De eftertragtede sort/gule æsker med ”Flintstone” saltpastiller, som alle børn kendte og elskede. Byens og omegnens børn søgte dertil, og nogle var så heldige at redde sig nogle pakker. Det gjorde også flere af kosteleverne på Tølløse Mellem- og Realskole, der lå lige ved siden af. Men på skolen blev det anset for ”tyveri”, og eleverne måtte skyndsomst aflevere sagerne igen, da det blev opdaget. Det fortæller en af kosteleverne i en artikel i Elevforeningens blad ”Kontakten”.

Han fortæller også, at pastillerne, der normalt var helt sorte, nu var hvide. Måske var det sukker, tænkte den pågældende – men da han fik sat smag på dem, fandt han ud af at det var salt. Det viste sig nemlig, at saltet var trukket ud af pastillerne pga. af den voldsomme varmepåvirkning og havde lagt sig som et hvidt lag uden på hver enkelt pastil. Var det mon sundhedsskadeligt? Det afholdt dog ikke de unge mennesker fra at sætte smag på sagerne!

De mange kasser fra færdiglageret blev hurtigt fjernet, og snart rygtedes det, at de var blevet puttet i sække og ”dumpet” i Teglværkets lergrav, hvor der var kommunal losseplads. Straks så man horder af børn, der drog dertil for at redde sig nogle af de eftertragtede pakker. For måske var der æsker imellem, hvor der stadig var sukker – og ikke salt – uden på pastillerne? Et rent eldorado for byens børn. At Lakridsfabrikken brændte huskes stadig af mange, ikke mindst de, som var børn i 1964 og jagtede gratis lakridspastiller!

Fabrikken blev genopbygget efter branden. Den lå inde bag Jernbanevej 10 indtil sommeren 1989, hvor de tidligere mejeribygninger blev revet ned for at give plads til det nye lejlighedsbyggeri på Bytorvet.