Holbæk HK-Hashøj IF 13-10 (24-24)
Holbæks målscorere: Morten Kristiansen 9, Jacob Dyrby 5, Jannick Holmgaard 2, Phillip Tømmerholt 2, Hjalte Christophersen 2, Frederik Larsen 2, Lars Mortensen 1, Nikolai Gettermann 1.
Søndag eftermiddag tog Holbæk Håndboldklub imod Hashøj IF, der topper herrernes kvalifikationsrække pulje 2 og hidtil ikke havde smidt et eneste point.
Holbæk vidste inden opgøret, at de skulle satse på at spille en fysisk kamp, hvis de skulle have en chance for at tage point fra de unge og hurtige Hashøj-spillere. Det lykkedes de med, og samtidig spillede deres 4-kæde i forsvaret, der består af Hjalte Christophersen, Lars Mortensen, Morten Kristiansen og Martin Larsen, en forrygende kamp, hvilket gjorde, at de endte med at tage point fra Hashøj, som det første hold i rækken.
Det var i virkeligheden lidt ærgerligt for Holbæk, at det kun blev til et point, da de havde været foran det meste af opgøret.
I første halvleg var Holbæk bedst, og de bragte sig tidligt foran. De fortsatte det gode spil gennem hele halvlegen, og de kunne derfor gå i omklædningsrummet foran med tre mål.
Hashøj indledte anden halvleg med at mandsopdække Holbæks Jannick Holmgaard, hvilket gjorde, at Holbæk havde sværere ved at få angrebsspillet til at flyde. Det betød, at Holbæks føring langsomt svandt ind, og med 10 minutter igen på hal-uret var stillingen 21-21. De to mandskaber skiftedes til at føre med et enkelt mål i kampens slutning, men ingen formåede dog, at få skabt et større forspring.
– Det var lidt ærgerligt, at vi ikke fik sejren, da vi var foran i det meste af kampen. Jeg er dog godt tilfreds med, at vi er de første, der tager point fra Hashøj. Vi stod vanvittig godt i forsvaret, og vi havde egentlig også godt styr på angrebsspillet, sagde Holbæks spillende træner, Jannick Holmgaard, efter kampen.
Holbæk spiller igen mandag den 13. marts, når de gæster KSG i Tre-Falke-Hallen på Frederiksberg.
frederick