Holbæk reddede point i sidste øjeblik

Fodbold: Med en scoring i tillægstiden sikrede Mikkel Jensen 2-2 i den første kamp i danmarksseriens oprykningsspil.

Uafgjort i forårspremiere i Holbæk

Foto: Hans Kurt Frederiksen

Holbæk lænede sig op ad et nederlag, da danmarksserieholdet lørdag tog fat på oprykningsspillet. Gæsterne fra Odder var foran med 2-1, da tiden på dommerens ur løb ud. Men i tillægstiden fik Mikkel Jensen scoret og sikrede dermed det ene point for værterne.

Det var der faktisk ingen af de to trænere, der var særlig tilfreds med.

– I bund og grund nej. Men som kampen udvikler sig, så må vi være tilfredse med et point, sagde Holbæk-træner Jan Faber.

– Hvis vi havde været bagud og fik scoret, så ville det være fedt. Så lige nu er det ufedt, lød det fra Odder-træner Morten Rasmussen efter opgøret.

Holbæk kom bedst i gang på kunstgræsbanen i Holbæk Sportsby. Den første advarsel kom dog fra Odder, da Rasmus Johansen ramte overliggeren på et frispark efter fem minutters spil.

Værterne fik gradvist et overtag i boldbesiddelsen, og mens forårssolen tittede frem begyndte målchancerne at dukke op.

Midt i første halvleg slap Mikkel Jensen fri på venstrekanten. Men hans aflevering lå midt imellem tre jyske forsvarere.

Kort efter erobrede Jeppe Illum energisk bolden på Odders banehalvdel og driblede ind i højre side af straffesparksfeltet, hvor han forgæves forsøgte at finde debutanten i angrebet, Martin Ahlgren.

I slutningen af første halvleg stod der Holbæk på tre ud af fire angreb. Kort før pausen følte hjemmeholdet, at man blev snydt for en scoring. Efter et Holbæk-hjørnespark sprang anfører Malte Sjørslev højt og pandede bolden i mål. Men til spillere og tilskueres frustration dømte dommeren frispark til Odder.

Redning var mål værd

Jannik Skov Hansen bragte Holbæk på sejrskurs et kvarter inde i anden halvleg. Ahlgren modtog bolden i feltet, med ryggen til målet, og Jannik Skov var hurtig i opfattelsen og råbte, at holdkammeraten skulle lade bolden ligge.

Jannik Skov overtog bolden, og efter et par korte træk i feltet udplacerede han målmanden.

Føringen holdt dog ikke længe. Minuttet efter fik Odders Simon Brink Rasmussen snittet bolden i mål ved forreste stolpe, i nærkamp med den netop indskiftede debutant Michael Lumb, efter et hjørnespark.

Det gav Odder-mandskabet mere energi, og Holbæk forsøgte med to dobbelt-indskiftninger at følge med.

10 minutter før slutfløjtet havde Odder heldet med sig. Et indlæg fra højrekanten, med et område tømt for Odder-spillere, sejlede i en høj og blød bue over Holbæks debuterende målmand, Sebastian Olsen.

Det satte pres på Holbæk, der måtte satse i slutfasen – og det giver ofte store chancer i den anden ende. Sebastian Olsen viste klassen mellem stængerne, da han i kampens næstsidste minut fik sat en hurtig benparade på en afslutning fra Rasmus Johansen.

Den redning viste sig minuttet efter at være et point værd. For i det næste angreb fik Odder-målmanden bokset et indlæg væk. Det havnede for fødderne af indskiftede Jeppe Lund Petersen, der modstod fristelsen for et skud og i stedet med stort overblik trillede bolden til siden, hvor Mikkel Jensen sendte bolden i netmaskerne med ydersiden.

Ud over Ahlgren, Lumb og Olsen var der også Holbæk-debut til højrebacken Rasmus Hansen.

Holbæk-Odder 2-2 (0-0)

60. minut 1-0: Jannik Skov Hansen

61. minut 1-1: Simon Brink Rasmussen

80. minut 1-2: Jakob Truelsen

90. minut 2-2: Mikkkel Jensen

Holbæks holdopstilling: Sebastian Olsen – Benjamin Lund, Malte Sjørslev (anf.), Magnus Døj, Rasmus Hansen (Frederik Nymark i 74. minut) – Mikkel Jensen, Jeppe Illum (Lukas Dahl i 83. minut), Anders Steen Nielsen, Jannik Skov Hansen (Lasse Brandt Hansen i 83. minut), Tarik Mourhrib (Michael Lumb i 60. minut) – Martin Ahlgren (Jeppe Lund Petersen i 74. minut)

Advarsel: Anders Steen Nielsen og Benjamin Lund, Holbæk, samt Rasmus Winther Johansen, Odder

Dommer: Karl Emil Tang Nielsen

Tilskuere: 158

Bedste Holbæk-spillere: Sebastian Olsen havde flere store redninger i Holbæk-målet, mens Magnus Døj og Malte Sjørslev havde højt niveau i forsvaret – Døj som både midterstopper og højre back.