– Der er rimeligt stille i Tølløse om søndagen – men du kan altid møde nogen nede i pizzeriaet, griner halinspektør Claus Vesterlyng.
Sammen med Birgitte Olsen, Thomas Drejsig og Anette Lundholm er han initiativtager til det efterhånden legendariske halbal i Tølløse Hallen, der lørdag 1. april åbner hallen for op mod 400 gæster for niende gang. Dørene åbner kl. 17:30, hvorefter halinspektøren byder velkommen, og inden længe serverer de frivillige gymnaster og forældre forretten ved bordene.

Gang i dansegulvet
Herefter er der buffet efterfulgt af kaffe og kage, og så åbner dansegulvet til lyden af de to lokale bands Never2Late og The Formænd. Baren er billig og velbesøgt, og hundredvis af feststemte gæster fylder snart op på dansegulvet.
– De to bands spiller sammenlagt i fire timer, og folk danser og drikker til ud på natten. Man kan købe klippekort til baren, og man bliver ikke snydt, så folk kommer hurtigt i god stemning, forsikrer Claus Vesterlyng.
Årets halbal genererer som regel i omegnen af 50.000 kroner i overskud, som går til indkøb af redskaber til Tølløse Gymnastikforening.


