Fyringer udløser voldgiftssag

Foto: Jørgen Juul
Faglig konsulent Erik Just Pedersen: - Jeg har været med siden 1973 og aldrig oplevet noget lignende.
Faglig konsulent Erik Just Pedersen: – Jeg har været med siden 1973 og aldrig oplevet noget lignende.

Repræsentanterne for Kommunernes Landsforening og FOAs hovedforbund kunne ikke nå til enighed, da de i denne uge mødtes til for at drøfte Holbæk Kommunes afskedigelse af fire tillidsvalgte medarbejdere i slutningen af 2014. Dermed er der udsigt til en faglig voldgift om sagen. En afgørelse ventes ikke at ligge klar, før afskedigelsen af de fire er en realitet, og det er den om et halvt år.

Holbæk Kommune fastholder fyringerne og siger, at de skete af tvingende årsager. FOA er af en anden opfattelse og mener, at sagen vidner om magt-arrogance i Holbæk Kommune.

– Jeg har været med siden 1973, og jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Erik Just Pedersen, der er faglig konsulent hos FOA på Stenhusvej i Holbæk.

Holbæk Kommune har ingen kommentar til sagen.

– Det er en personalesag, og dem kommenterer vi ikke, siger Kristian Nabe-Nielsen, chef for afdelingen Ansvar for fremtiden.