Torsdag 9. februar klokken 19.00 er der mulighed for at opleve foredraget ”Landvinding på godt og ondt i Danmark – særligt fokus på Holbæk-egnen” i Aktivitetshuset i Tølløse
Det oplyser Lokalhistorisk Forening for Tølløse Egnen, der har sat foredraget på plakaten.
Aftenens foredragsholder er forfatter Kjeld Hansen, der står bag bogen ”Det tabte land”, der blev tildelt Dansk Forfatterforenings Fagbogspris.
Lokalhistorisk forening fortæller, at foredraget går tæt på kampen om det danske landskab og dets dramatiske forarmelse gennem de seneste 250 år. I denne periode har landskabet ændret sig mere end i 10.000 år, der gik forud. Kjeld Hansen vil berette om, hvordan det gik til, hvem der gjorde det, hvad der drev dem, hvor pengene kom fra og navnlig om det kunne betale sig.
Der vil blive sat fokus på nogle af de storstilede projekter som f.eks. Lammefjorden, Sidinge Fjord og lokale Tempelkrogen. Men foredraget omhandler også de mange deltagere i spillet om landskabet i det yndige land: brutale liberalister, naive (eller måske alligevel ikke så naive) naturelskere, herunder greven på Eriksholm, der modsatte sig tørlægning af Tempelkrogen, fæle nazister, liberale Venstremænd, kongefamilien, lykkeriddere og alvorsfulde nyttemænd.