Efter 25 år som ejere af ejendommen Farmen på Maglesøvej 89 mellem Maglesø og Algestrup har Pernille Ingrisch og Peter Soelberg fundet tiden inde til at drosle ned. De har nået pensionsalederen, og ejendommen er sat til salg for 18 millioner kroner, skriver dagbladet Nordvestnyt tirsdag.
Der er cirka 15,7 hektar jord på ejendommen.
Til salg-skiltet har fået flere til at tro, at dagskolen Farmen, som parret ejer, skulle lukke, men den fortsætter, fastslår Peter Soelberg.
Dagskolen er for børn og unge, der har brug for en helhedsskole, hvor skoledagen er tilpasset den enkelte elev. Peter Soelberg forklarer, at når ejendommen bliver solgt, vil der blive fundet et andet sted til dagskolen. Men hvis en køber kan passe den ind på Maglesøvej 89, kunne det også være en mulighed, at den fortsætter der.
Der har i det seneste skoleår været indskrevet 15 elever på dagskolen Farmen. Ved det nye skoleårs begyndelsen er der 16-17 elever plus et antal STU-elever (STU står for særligt tilrettelagt undervisning).
Pernille Ingrisch, 64 år, og Peter Soelberg, 65 år, har for flere år siden trukket sig tilbage fra den daglige drift. Men hun tager sig stadig af visitationen, og han er administrativ leder.
Eleverne kommer fra flere sjællandske kommuner, og de bliver dagligt transporteret til Farmen, der aldrig har været bosted for elever.
I 1993 købte de ejendommen på Maglesøvej 89, som de omdøbte fra Huelsbjergaard til Farmen. Stedet blev renoveret og indrettet til kursuscenter med en snes sengepladser. Flere store virksomheder inden for blandt andet den finansielle sektor brugte stedet de næste cirka fem år, hvorefter den aktivitet ophørte, og dagskolen blev etableret.
Foruden dagskolen har der i alle årene været mulighed for at leje stedet til konfirmationer, fødselsdage, bryllupper og andre begivenheder.
Cirka 120 får går og afgræsser markerne. Der leveres kød til lokale restauranter, og der er for nylig indgået en aftale med en grossist, der leverer til Irma.