Fandt hash og kokain hos 16-årig

En 16-årig dreng fra Tølløse blev mandag kl. 14.45 anholdt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Politiet havde forinden henvendt sig på hans adresse med baggrund i en mistanke om, at han måske kunne være i besiddelse af euforiserende stoffer.

Ved ransagningen af hans bopæl fandt politiet en hashplade med en vægt på godt 87 gram samt en post med godt otte gram kokain. Endvidere beslaglagde politiet et mindre kontantbeløb og en mobiltelefon ud fra en mistanke om, at pengene stammede fra handel med narkotika, og mobiltelefonen måske kunne være brugt i forbindelse med handlerne.

Den 16-årige blev afhørt til sagen og efterfølgende løsladt, men kan dog forvente at høre nærmere fra politiet, når efterforskningen med hensyn til både undersøgelse af mobiltelefonen og pengenes oprindelse er afsluttet. Politiet har allerede på nuværende tidspunkt udfærdiget en rapport til de sociale myndigheder med baggrund i bekymring for den 16-årige efter sigtelserne mod ham.