På Holbæk Sygehus har patienterne mulighed for videokontakt, når de ringer til Akuttelefonen. Ordningen sparer rejsetid for patienter med mindre skader fordi sygeplejersken hurtigt kan vurdere om patienten bør møde op i akutmodtagelsen eller blive hjemme.
Et billede siger mere en tusinde ord. Så i stedet for mundtligt at beskrive længden af en flænge i panden eller farven på en forstuvet fod, kan det sundhedsfaglige personale nu selv kigge med, når tilskadekomne borgere ringer til Akuttelefonen på Holbæk Sygehus.
– Video giver mulighed for, at vi bedre kan vurdere skadens omfang og vejlede den tilskadekomne mere præcist. Det kan også støtte pårørende, som måske er usikre på, hvad de skal gøre i situationen, siger Hanne Baden Nielsen, der er ledende oversygeplejerske i Akutafdelingen på Holbæk Sygehus.
Det var en sygeplejerske på Akutafdelingen på Holbæk Sygehus der fik idéen med at lave videokontakter, og de fungerer så godt, at de også bliver indført på regionens andre sygehuse.

Godkend via SMS
Videokontakten er tilgængelig for alle, der ringer til sygehusets akuttelefon i dag- og aftentimerne fra en smartphone. Videoforbindelsen etableres ved, at sygeplejersken spørger borgeren, om der må sendes en sms til telefonen. Når sms’en nogle sekunder senere dukker op, skal borgeren godkende, at telefonens kamera benyttes. Herefter bliver der automatisk sendt levende billeder fra telefonen og direkte til sygehuset. Fra sin computerskærm kan sygeplejersken så vurdere situationen og rådgive om det videre forløb.
– I akutmodtagelsen får vi ofte patienter ind, der venter længe på at blive behandlet for mindre skader, de kunne have håndteret selv, hvis de havde følt sig mere trygge. Videokontakten kan være med til at skabe tryghed, fordi man via telefonen kan vise skaden til en fagperson og få en tilbagemelding med det samme. På den måde spare vi både tid for patienterne og for vores personale, siger Hanne Baden Nielsen.
De billeder kameraet fanger, bliver ikke gemt nogen steder. Hverken borgeren eller det sundhedsfaglige personale kan bagefter kalde videobillederne frem igen. Det sikrer, at personfølsomme oplysninger ikke ved en fejl bliver tilgængelige for uvedkommende.
Holbæk Sygehus anslår, at omkring 15 procent af skadestuebesøgende undgås ved at benytte video i forbindelse med opkald til Akuttelefonen.
Også medicinske patienter
Det er ikke kun på Akuttelefonen at Holbæk Sygehus tilbyder videokontakt. Hvis man er medicinsk patient på Holbæk Sygehus kan man, hvis man ønsker det, også få en virtuel konsultation, hvis man skal tale med lægen, sygeplejersken eller diætisten.
Holbæk Sygehus fik i 2019 Sammenhængsprisen for at tilbyde patienterne videokonsultationer som led i arbejdet med gode, sammenhængende patientforløb.
Borgerne kan, hvis det aftales med sygeplejersken i røret, få mulighed for en videokonsultation, når de ringer 70 15 07 08 og trykker sig videre til Akuttelefonen på det nærmeste sygehus.
