EUC-unge har fået smag for idræt

EUC-unge har fået smag for idræt
Foto: NYMANN, BO
Holbæk Sportsby
  Sportsalle 1
  4300 Holbæk
Holbæk Sportsby Sportsalle 1 4300 Holbæk 2018 BoNymann

Hen over efteråret har over 200 1. årgangselever på EUC Nordvestsjælland været mere fysisk aktive end sædvanligt.

De har alle deltaget i Projekt Kick, hvor forskellige lokale idrætsforeninger har stillet op og givet de unge en mulighed for at prøve en idrætsgren af, som de måske ikke engang anede eksisterede.

Det hele er foregået fredag formiddag fra september til december.

Nu er der blevet evalueret på projektet, og det viser sig, at to tredjedele af førsteårseleverne er blevet præsenteret for idrætsgrene, de ikke kendte til i forvejen.

Og direkte adspurgt har en tredjedel af de unge sagt, at de godt kunne forestille sig, at de ville begynde på en aktivitet, som de er blevet præsenteret for, når corona-restriktionerne engang er overstået.

Nichlas Munkholm er en af de elever, som har deltaget i Projekt Kick, og han er blevet positivt overrasket.

– Det har nok ændret mit syn på de aktiviteter, vi har prøvet, i forhold til det, jeg troede, det var, fortæller han i en pressemeddelelse.

Projekt Kick er blevet til i samarbejde mellem EUC, Holbæk Kommune, DGI og nogle af de lokale idrætsforeninger.

Værdifuldt for alle

Og hos kommunen vækker resultatet glæde hos Ole Hansen (S), der er formand for Udvalget for kultur og fritid.

– Hvis børn og unge ikke lige interesserer sig for de store klassiske idrætsgrene som for eksempel fodbold og håndbold, kan de måske tro, at idræt slet ikke er noget for dem.

– Med projekt Kick kan foreningerne vise de unge, at »hov, her er faktisk noget idræt, som kunne være noget for mig«. Det er så værdifuldt. Fordi vi får nogle flere af de mere inaktive unge i gang, og fordi foreningerne på den måde får vist, hvad det er, netop deres idræt og fællesskab kan, fortæller Ole Hansen i pressemeddelelsen.

Det er foreningskonsulent Annette Borch fra Kultur og fritid i Holbæk Kommune, som har arbejdet med projektet.

Hun fortæller, at Projekt Kick har kunnet gennemføres, uden at coronaen har spændt ben før til allersidst.

– Da vi startede op, var vi optimistiske, og alle regnede med, at coronaen var et overstået kapitel. Hen over efteråret begyndte coronaen så at brede sig igen, men selv om der kom restriktioner, kunne vi fortsætte. Og det var først den sidste fredag, at vi måtte aflyse. Så det lykkedes os at gennemføre 10 ud af 11 idrætsformiddage, fortæller hun.

Bredt udsnit af foreninger

11 lokale idrætsforeninger har deltaget i Projekt Kick. Det drejer sig om Fremad Holbæk, Holbæk Badminton Klub, Holbæk Basket Klub, Billard Clubben Holbæk, Team Bredahl, Lammefjordens Bueskytter, Svinninge Discgolf Forening, Fleche Holbæk Fægteklub, Egebjerg Gymnastikforening, Nordvestsjællands American Football Club samt Holbæk Tennis & Padel Klub.

Project Kick har givet dem erfaringer og hjulpet de unge.

Erfaringer fra andre Kick-projekter rundt om i landet har således vist, at eleverne trives bedre, er mere læringsparate og har lavere fravær, når de regelmæssigt dyrker idræt.