Et liv fyldt med engagement og kærlighed til fællesskabet

Fødselsdag. Den lokale journalist, presserådgiver og kultur-aktivist, Jan Løve, fylder 75 år den 27. oktober.

“Solidaritet og kærlighed” er med fødselaren Jan Løves egne ord de afgørende værdier i hans liv og en rød tråd gennem arbejdslivet som blandt andet flyvende dyrepasser og journalist.

Karrieren har budt på længerevarende ansættelser i vidt forskellige virksomheder som SAS, RUC og TV2, hvor han tilsammen var tillidsmand for sine kollegaer gennem næsten 30 år.

Ingen, der kender fødselsdagsbarnet, er i tvivl om, at det politiske hjerte banker for menneskerettigheder, demokrati og venstrefløjen, og at litteratur, teater, musik og ballet er en vigtig ballast i en fortsat travl hverdag.

Jan Løve husker tilbage på tiden som Animal Attendant (red. steward under transport af store dyr) i SAS, hvor han blandt andet passede kostbare væddeløbsheste på turen over Atlanten. – Det var i SAS’ DC 8 fragtfly iført blå uniform med guldstriber på ærmet, med stop i New York, hvor jeg i 1970 for første gang mødte vaskeægte hippier i Central Park. Et møde som fik afgørende betydning for den fortsatte karriere tilsat ”Peace, Love and Understanding”, siger Jan Løve.

Efter syv år i SAS, lagde fødselaren den fine blå uniform, lod håret gro og iførte sig hønsestrik og træsko, inden han i 1973 blev ansat på RUC som såkaldt hussekretær, en stilling hvor han var det sociale bindeled imellem de studerendes huse.

– Efter godt ti år i universitetsverdenen blev det næsten livsnødvendigt for mig at komme ud i virkeligheden, og det blev herefter til fem år som personlig rådgiver og gadearbejder for udsatte familier og unge i Den Sorte Firkant på indre Nørrebro, som ansat på Socialcentret Blaagaard, fortæller Jan Løve, som derfra – i 1991 – tog springet til den dengang nye, regionale tv-station TV2ØST som journalist og egnsredaktør. Et job han varetog i knap tyve år.

I 2010 blev Jan Løve engageret i Sparekassen Sjælland-Fyn som direktions- og presserådgiver, hvor han fra 2018 fortsat er tilknyttet som mediekonsulent. Det er også blevet til et par perioder som kommunalbestyrelsesmedlem og indimellem har der været afstikkere til DR og forlags- og teaterverdenen.

Jan Løve siger, at han er taknemlig for det privilegium, det har været gennem et efterhånden 60 år langt arbejdsliv at kunne sige sit job op undervejs og gå på nye eventyr, hvis en – med hans egne ord – “respektløs chef” kom for tæt på, eller der gik for meget rutine i hverdagen. I dag driver Jan Løve sin egen lille enmandsbetjente medievirksomhed, “Mediejunglens Konge”, der byder på alle genrer inden for medierådgivning.

Jan Løve er oprindelig uddannet shippingmand, omend han ikke direkte bruger sin uddannelse i den sammenhæng, synes cirklen at være sluttet med et nyligt hav- og havnerelateret engagement. Jan Løve har nemlig, siden 2018, været bestyrelsesformand for Skvulp Fonden, som hvert år arrangerer to dages havne-kulturfestival i Holbæk under bestyrelsesmandens eget slogan: “I kærlighed til fællesskabet”.

Fødselaren har i mange år boet i Tølløse men bor nu på Frederiksberg og arbejder fortsat i Holbæk.

Jan Løve er bortrejst på fødselsdag den 27. oktober og vil fejre dagen i selskab med sin ægtefælle Dolly Løve – Min uundværlige og kærlige inspiration i snart 35 år, slutter Jan Løve.

Jan Løve beretter om karrieren og ansættelserne i vidt forskellige virksomheder som SAS, RUC og TV2. Her er fødselaren fanget i et lykkeligt øjeblik under den årlige havne-kulturfestival Skvulp. Arkivfoto: Jette Bundgaard.