
Holbæk Bibliotekerne har af Slots- og Kulturstyrelsen fået bevilget over en halv million kroner til projektet »Sammen om skolestart«. Det er et projekt, hvor litteraturen skal gøre overgangen fra dagtilbud til skole lettere at håndtere for børnene.
De har knoklet længe på projektet, og tirsdag kom svaret. Holbæk-projektet er et af de 34 projekter, som Slots- og Kulturstyrelsen støtter, blandt for at styrke danskernes læselyst, udvikle inspirerende læsefællesskaber og fremme biblioteksudviklingen i Danmark.
Midlerne kommer fra Udviklingspuljen for folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre under indsatsområdet Læselyst og læsefællesskaber for alle. I år involverer projekterne som noget nyt forfattere og kunstnere, så de får nogle ekstra muligheder for at få gang i hjulene under coronakrisen.
– Med »Sammen om skolestart« bruger vi vores kendskab til børn og litteratur til at gøre børnenes overgang fra dagtilbud til skole lettere, fortæller projektleder Rikke Rørbeck Drustrup, der er vicebiblioteksleder hos Holbæk Bibliotekerne i en pressemeddelelse.
Hun tilføjer, at man vil gøre det lettere for fagpersoner og forældre at hjælpe børnene over den bro, der er fra børnehaveliv til skoleliv.
Holbæk-forfatter skal skrive ny bog
Et af nøglematerialerne i projektet er en børnebog, som forfatter Maj-Britt Westi skal skrive i samarbejde med Dansklærerforeningen. Maj-Britt Westi bor i Holbæk og er forfatter til kulturbogen »Kille & Kalle«, som omdeles til alle femårige i Holbæk Kommune. Hun står også bag »Find fidusen med Læsefidusen«, som børn og forældre kender som et af bibliotekets tilbud til børnehaverne.
Alle femårige børn i landets dagtilbud kommer til at modtage den nye bog. Desuden får landets biblioteker en værktøjskasse med blandt andet et årshjul, de kan bruge i arbejdet med at understøtte formidlingen af overgangen fra dagtilbud til skole. Der bliver også etableret et online forum baseret på en litterær »overgangs-kanon«.
Glæde hos to udvalgsformænd
Formand for udvalget for kultur og fritid i Holbæk Kommune, Ole Hansen (S), fortæller, at tildelingen er en anerkendelse af de helt særlige erfaringer, Holbæk Bibliotekerne har.
– Her i Holbæk Kommune er vi stærke, når det handler om samarbejde mellem kulturen og skoleområdet. Vores bibliotek har en lang tradition for at arbejde tæt sammen med skolebibliotekerne. De erfaringer kommer nu i spil til glæde for alle børn i hele landet. Det er godt nok en god nyhed, siger Ole Hansen i pressemeddelelsen.
Han bakkes op af formand for udvalget for børn og skole i Holbæk Kommune, Susanne Utoft (S).
– Det er en virkelig god idé at give alle landets børnehavebørn en bog, som handler om overgangen til skolelivet. Den måde, vi som børn lærer at tackle den slags overgange på, har vi jo med os gennem hele livet. Så det giver så meget mening, at vi lader litteraturen og bibliotekernes særlige viden hjælpe børnene godt i gang med deres skolestart, siger Susanne Utoft.
Holbæk er med i to projekter mere
Holbæk Kommune er med i yderligere to af de 34 projekter, der har fået støtte.
Holbæk er med i en gruppe på syv kommuner, med Hillerød Bibliotekerne i spidsen, som er gået sammen om at udvikle nye metoder til læsegrupper som sundhedsfremmende tilbud til udsatte borgere. Projektet hedder »Sunde Læse Fællesskaber for udsatte borgere«. Resultaterne bliver delt, så de kan komme de mest udsatte og sårbare borgere til gavn i hele Danmark.
Desuden er Holbæk Kommune med i et projekt, hvor Solrød Bibliotek får støtte til »Mærk litteraturen«, som handler om at skabe relevante bibliotekstilbud til borgere med demens.