
I denne uge har Kildebjergskolen i Mørkøv haft emneuge. Emnet var bæredygtighed, og det hele kulminerede med et forældrearrangement torsdag aften.
Her var der masser af summen og liv på skolen. For mellem 900 og 1000 børn, forældre, bedsteforældre og søskende var mødt op til afslutningen. Det oplyser Mette Vadsager, der er skoleleder på Kildebjergskolen.

Til arrangementet var der blandt andet lavet teater 1961 vs 2023 set i et bæredygtigt perspektiv. Forestillingen blev noget af et tilløbsstykke, hvor der var lang kø udenfor teaterrummet, oplyser skolelederen.
Stykket bestod af en reportage fra 1961 med meget få bæredygtige perspektiver og en reportage fra 2023, hvor der er stor viden om, hvad der er vigtigt for at passe på den verden, vi lever i. Stykket sluttede med en hjemmelavet sang om emnet.
Der var også et stort modeshow, hvor eleverne viste egne kreationer lavet ud af genbrug.
Derudover var skolen fyldt med værksteder og udstillinger indeholdende emner som affald, madspild, design, kunst, smykker, teknologi, stomp, energi, bæredygtig skole, biodiversitet og innovation.

I løbet af emneugen har eleverne arbejdet i grupper, som var sammensat af elever med forskellig alder. Undervisningen blev også flyttet ud af klasseværelset, da der var ture til genbrugsstationen og på varmeværket, ligesom der blev samlet skrald i byens gader, oplyser Mette Vadsager.
