Midt- og Vestsjællands Politi holder fortsat kortene tæt til kroppen i drabssagen fra Samsøvej i Holbæk, hvor en 37-årig gravid kvinde 3. november sidste år blev stukket ihjel med kniv.
Det er facit efter et retsmøde tirsdag formiddag ved Retten i Holbæk, hvor en dommer skulle tage stilling til anklagemyndighedens ønske om fortsat at holde sagens to hovedsigtede personer, en 25-årig mand og 34-årig kvinde, bag lås og slå i yderligere fire uger.
Den såkaldte fristforlængelse foregik nemlig bag lukkede døre på anmodning fra specialanklager Anja Lund Liin.
Argumentet lød – som ved tidligere retsmøder i drabssagen – at efterforskningen risikerer at lide skade, hvis offentligheden får kendskab til detaljer i sagen.
– Der er væsentlige divergenser mellem de forskellige forklaringer i sagen. Derfor vil det være uhensigtsmæssigt, hvis sigtede og vidner via pressen kan gøre sig bekendt med, hvad der er forklaret, sagde Anja Lund Liin.
Nordvestnyt var som eneste medie til stede ved retsmødet og protesterede mod fortsat dørlukning, men dommeren fulgte anklagerens ønske og lukkede dørene.
Derfor er det uvist, hvad der kom frem under tirsdagens retsmøde i Holbæk, men det var tilsyneladende nok til, at dommeren efterfølgende lod sig overbevise om, at der fortsat er grundlag for at holde den 25-årige mand og 34-årige kvinde varetægtsfængslet på snart fjerde måned.
De er fængslet foreløbigt frem til 28. februar. Begge nægter sig skyldige.
Ukendt motiv
Den 25-årige mand, som ifølge politiets sigtelse førte kniven, da den 37-årige kvinde blev stukket ihjel med adskillige knivstik og fik skåret halsen over, havde forud for retsmødet frivilligt accepteret en forlængelse af sin fængsling. Han deltog derfor ikke i retsmødet.
Den 34-årige kvinde havde derimod ønsket at få en dommers vurdering af politiets og anklagemyndighedens foreløbige bevismateriale. Hun var med på en videoforbindelse sammen med sin forsvarsadvokat, Thomas Fogt, og en tolk fra arresten.
Af sigtelsen mod kvinden fremgår det, at hun efter politiets opfattelse anstiftede – altså tog initiativ til – at den 37-årige, gravide kvinde skulle slås ihjel.
De to fængslede skal, ifølge sigtelsen, have kommunikeret om drabsplaner på kvinden i tiden op til, at hun blev stukket ihjel 3. november i fjor.
Men den fortsatte dørlukning i sagen betyder, at det fortsat ikke er muligt at få indblik i, hvilket bevismateriale politiet og anklagemyndigheden mener at basere de meget alvorlige sigtelser på, og hvad de to sigtede selv har at sige til deres forsvar.
Tilsvarende er offentligheden afskåret fra at høre myndighedernes teorier om muligt motiv eller motiver til, at den 37-årige kvinde skulle dræbes.
Politiet meldte dog tidligt i efterforskningen ud, at man ikke anser den 37-årige kvinde som et fuldstændigt tilfældigt offer, men at såvel den dræbte som den sigtede 25-årige mand og 34-årige kvinde alle havde en forudgående relation til hinanden.
Lille dreng døde
Da retten har nedlagt navneforbud i forhold til de to fængslede, er det dog ikke muligt at beskrive de indbyrdes relationer nærmere. Det står dog klart, at de alle har afghansk baggrund.
Den sigtede kvinde har opholdt sig i Danmark i flere år, mens den 25-årige mand angiveligt kun havde været i landet i en kortere periode. Han opholdt sig på asylcentret Center Sandholm i Nordsjælland, da han blev anholdt fire dage efter drabet.
Den dræbte kvinde havde boet i Danmark i cirka 10 år, og hun talte godt dansk. Hun boede i Hørve og var mor til et mindreårigt barn, ligesom hun altså var gravid i syvende måned, da hun blev dræbt. Hun arbejdede som sosu-assistent på Plejecenter Samsøvej i Holbæk.
Det var kort efter, at hun havde fået fri fra arbejde på plejecentret, at hun ved godt 23-tiden torsdag den 3. november blev overfaldet, netop som hun havde sat sig ind i sin bil på parkeringspladsen. En kollega forsøgte at forhindre overfaldet, men forgæves.
Ved overfaldet blev den 37-årige kvinde stukket adskillige gange på kroppen, ben og arme med en kniv, og ifølge sigtelsen fik hun også skåret halsen over. Hun blev kort efter erklæret død på Holbæk Sygehus.
Den lille dreng i hendes mave blev i første omgang holdt i live, men fem dage efter drabet på moren, afgik han ved døden på Rigshospitalet.

Har søgt efter kniv
At politiet fortsat arbejder intenst på at opklare det brutale drab har man mest tydeligt kunne se forskellige steder i Holbæk i løbet af december og januar.
Her har politiet med assistance fra Søværnets dykkertjeneste søgt efter det formodede drabsvåben i søer på blandt andet Østre Kirkegård og i Østre Anlæg ikke langt fra gerningsstedet.
Tidligere i januar oplyste politiet dog, at man fortsat ikke har fundet drabsvåbnet.