Der er endnu ingen, der er blevet deroppe…

Den ultimative frihedsfølelse opnår hobbypiloten i sit letvægtsfly, når han på stille sommeraftner nyder solnedgangen fra luften

Han kan lette fra græsplænen

Der er endnu ingen, der er blevet deroppe...

I Kvanløse, langs med motorvejen mellem Nr. Jernløse og Holbæk, ligger et langt, smalt græsstykke, som altid er tætklippet. Det er Boye Sass’s private landingsbane – og her, han letter og lander med sine letvægtsfly.

Min hustru er tit bekymret for mig, men jeg har sagt til hende, at der endnu ikke er nogen, der er blevet deroppe, siger Boye Sass med et stort smil. Foto: Elisa Hauerbach

Man tror, det er løgn, når Boye siger, at han lige ruller et fly ud fra hangaren og triller det over Gl. Skovvej til landingsbanen. Men, det er præcis det han gør.

I hangaren, der er cirka 300 kvadratmeter stor, holder to af hans egne fly og et gæstefly. Hans egne er henholdsvis et med vinger, og et der bæres oppe af en skærm, som nærmest ligner en trekantet drage. Sidstnævnte er en UL- Trike, altså et ultralet fly. Det er ofte det han bruger på de vindstille dage og aftener, når det (i følge Boye) er meget bedre at være i luften end på landjorden. Han fortæller at flyvningen også får skabt ro i hans roved, når han er stresset, for når han flyver er han nødt til at være i nuet og lade alt andet fare.

– Jeg har tilladelse til at flyve med op til 400 passagerer, men jeg foretrækker nu de små fly, hvor jeg flyver alene eller har en passager ved min side eller bag mig. Det bedste er, når jeg eller vi flyver i helt stille vejr. Det giver den ultimative frihedsfølelse at lade motoren køre i tomgang, og mærke hvordan man glider igennem luften, med udsigt til solnedgangen og måske et par fugle, der endnu ikke er gået til ro, siger han.

Det kræver mange armkræfter at styre triken hvis det blæser, fortæller Boye Sass. Foto: Elisa Hauerbach

Triken kan med lidt god vilje, ligne en overdimensioneret fugl, som styres via gribebøjler, der er påmonteret under sejlet.

– Man kan godt blive træt i armene, når det blæser, for så skal man hele tiden korrigere. Så jeg tager som regel kun triken ud, når det er stort set vindstille, sige Boye, der ud over at være flyveentusiast også er certificeret instruktør og formand for Holbæk Flyveklub.

Følges med rovfuglene

Når Boye flyver i sin Trike, holder han også øje med eventuelle rovfugle, for de bruger termikken til at stige i højde og det gør han også. Ser han at der er rovfugle, som kredser, følger han ofte med dem, for de er sikre tegn på at der er god termik.

– Jeg har lagt mig efter mange rovfugle og især glenterne er gode at holde øje med. Rovfuglene bliver ikke skræmt af mig, så det er nogle fantastiske naturoplevelser jeg får på den måde, fortæller han.

Til middag i Jylland

En optimal sommer aften kan for Boye Sass og hustruen Elsebeth Sass, meget nemt indbefatte et besøg hos svigerfamilien i Nordjylland eller en middag på favoritspisestedet, kroen på øen Endelave.

– Vi kan flyve hjemmefra om eftermiddagen og være i Nordjylland en times tid efter. Så bliver vi hentet på flyvepladsen af mine forældre og kørt tilbage igen, så vi kan nå hjem inden det bliver helt mørkt. Tager vi til Endelave, er vi så heldige, at der står cykler på øens flyveplads. Dem kan man leje og køre rundt på i området, før aftensmaden indtages på kroen. Det er simpelthen guld værd. Sidst vi var afsted, vendte jeg maskinen og fløj direkte imod solnedgangen, så Elsebeth kunne få den oplevelse med. Da tror jeg, hun rigtig forstod, hvorfor jeg er så vild med at flyve, siger Boye.

Selv om Boye er en meget erfaren pilot, der fik flycertifikat til svævefly som 16. årig og derefter fortsatte med at udvikle sin interesse omkring fly – også de motordrevne, er det ikke med udelt begejstring at Elsebeth Sass ser sin mand lette og forsvinde ud af syne.

Boye Sass letter og lander fra sin private landingsbane, der ligger lige ved siden af Skovvejen, mellem Nr. Jernløse og Kvanløse. Foto: Elisa Hauerbach

– I starten kunne hun ikke rigtigt lide idéen med at jeg flyver, men jeg har forklaret hende at der ikke er nogen der bliver deroppe, så hun kan være sikker på at jeg nok skal komme ned igen. Statistisk set er det mere trygt at flyve, end at køre bil, så husk nu at gå i kanten af vejen, når du går hen til din bil, for der bliver kørt helt sindssygt stærkt her. Det er stort set kun mig, der tager det stille og roligt på dette stykke af Gl. Skovvej, siger han afslutningsvis – og smiler over hele hovedet.

Boye Sass i situationen, der giver ham optimal frihedsfølelse – en stille aften i triken. Foto: Boye Sass
Der er ingen vinduer at pudse i triken. Boye Sass mærker vind og vejr i øjeblikket. Foto: Boye Sass
Jeg elsker at flyve i solnedgangen, fortæller Boye Sass. Foto: Boye Sass