Chauffør: Påkørte bom for at undgå uheld

Ifølge lastbilchaufføren, der søndag klokken 13.55 påkørte en jernbanebom ved overskæringen på Nykøbingvej i Holbæk, stod han med valget mellem at fortsætte gennem jernbanebommen eller forårsage et større trafikuheld.

– Der lå tre biler bag mig. Den lige bag mig havde presset mig et stykke tid og holdt kun en halv personbils bremselængde bag mig. Hvis jeg havde bremset, var alle tre biler banket op i mig, og vejen var så glat, at lastbilen havde risikeret at skride ud. Valget stod mellem at forårsage personskader eller materielle skader, jeg valgte det sidste, forklarer chaufføren, der mener, at signallyset ved overskæringen svigtede i uheldsøjeblikket.

– Hvis lyset overhovedet signalerede, så var det kun en enkelt gang, siger han.

Lastbilchaufføren ønsker ikke at få sit navn i avisen, men har kørt lastbil i over fem år.