
Den amerikanske burgerkæde Carl's Jr. åbner til sommer i Holbæk, skriver dagbladet Nordvestnyt onsdag.
Restauranten kommer til at ligge på Spånnebæk 1 A, som er samme grund, hvor Netto for seks uger siden åbnede en nyopført butik. Dansk Supermarked Group (DSG) ejer Netto-kæden, ligesom DSG siden 2012 har haft franchiseaftale med Carl's Jr. om restauranterne i Danmark. Kæden har lige nu 12 restauranter i Danmark.
I denne omgang har DSG meddelt, at der åbner yderligere fire restauranter inden sommer. Ud over Holbæk er det i Slagelse, Nyborg og Randers. Gravearbejdet i Holbæk er netop sat i gang.
– Målsætningen er, at restauranten i Holbæk åbner midt i juni, lige før sommerferien. Men det skal koordineres med åbningen de tre andre steder. Der kan også være nogle jordbundsforhold, der forsinker det, men det regner vi ikke med, da der ikke var problemer med jordbundsforholdene, da Netto byggede, siger Michael Hald, der er head of franchise i DSG.
Bygningen i Holbæk bliver på cirka 500 kvadratmeter, og der vil være cirka 120 siddepladser i restauranten, fortæller Michael Hald.
Ligesom det er tilfældet ved tre af de nuværende restauranter vil der også i Holbæk blive drive-in for bilister, eller drive thru, som Carl's Jr. kalder det.
Rekrutteringen af nye medarbejdere til restauranten i Holbæk er indledt. Der bliver brug for 30-35 medarbejdere, lige fra restaurantchef til deltidsansatte og ungarbejdere.
Den første Carl's Jr. åbnede ved Bilka i Næstved Storcenter i 2013. På Sjælland er der to andre restauranter, nemlig ved Bilka i Hundige og ved Bilka i Rødovre Centrum, mens de andre ligger i Jylland og på Fyn.