To piger på 13 og 14 år blev fredag klokken 12.54 tilbageholdt af personalet i Føtex i Smedelundsgade i Holbæk mistænkt for at stjæle slik.
De to piger var blevet set blande en stor pose slik i blands-selv-afdelingen, hvorefter de forlod butikken uden at betale. Børnene blev ført tilbage til butikken, hvor det viste sig, at de havde stjålet slik for i alt 125 kroner.
Politiet afhørte de to piger, som erkendte tyveriet. Deres forældre og de sociale myndigheder blev orienteret, men da de begge er under den kriminelle lavalder kan de ikke straffes.