Et par minutter efter midnat, natten til torsdag, fik Midt- og Vestsjællands Politi en anmeldelse fra en bilejer.
Han anmeldte, at hans bil, der var parkeret i Smedelundsgade i Holbæk, kort forinden havde været udsat for hærværk. Sidespejlene var ødelagt, og nummerpladerne var stjålet.
Politipatruljen fik i nærheden kontakt til en 55-årig mand uden fast bopæl, og han blev sigtet for hærværk. Han var ikke længere i besiddelse af bilens nummerplader. Men en tilkaldt hundepatrulje fandt pladerne, der var kastet ind i en have i Kirkestræde. Politiet mistænker ikke den 55-årige for at ville stjæle nummerpladerne. Men når erstatningskravet for skaderne på bilen er gjort op, tager politiet stilling til sagens afgørelse.