En 42-årig mand fra Litauen blev torsdag formiddag fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Holbæk og varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for blandt andet drabsforsøg mod en jævnaldrende kvindelig bekendt tilbage i november sidste år.
Kvinden blev med dybe flænger i ansigtet fundet på Strandvejen i Svinninge den 7. november klokken 6.10 af nogle forbipasserende håndværkere, der straks slog alarm.
Kvinden blev kørt på sygehuset, hvor lægerne kunne konstatere, at hun ikke var i livsfare, men politiet valgte alligevel at sigte den 42-årige mand for drabsforsøg, da man mener, at han forsøgte at slå kvinden ihjel, som var hans tidligere kæreste.
Den 42-årige litauer er således sigtet for på åben gade at have sagt til kvinden, at han ville slå hende ihjel og for efterfølgende at skære dybe flænger i hendes ansigt.
Og ifølge sigtelsen lykkedes det ham ikke at fuldføre sit forehavende, da der i det samme kom en bil kørende, hvilket fik ham til at stikke af. Inden da stjal han kvindens pung og mobiltelefon.
I forbindelse med opdagelsen af den kvæstede kvinde spærrede politiet et stort område af og undersøgte det for spor.
Der blev i den forbindelse fundet en kniv, som politiet mener, var den, der blev brugt til at skære i kvindens ansigt.
Anholdt i udlandet
Politiets efterforskning af sagen førte dem hurtigt i retning af den 42-årige mand, som senere blev offentligt efterlyst.
Men det lykkedes først for nylig at finde frem til manden. Han blev anholdt i Polen og kom til Danmark onsdag, hvor han blev formelt anholdt af det danske politi klokken 16.29.
Grundlovsforhøret blev afviklet for lukkede døre efter anklagerens anmodning, så det er ikke muligt at gengive den 42-åriges egen forklaring.
Det kom dog frem, at han nægter alle sigtelser mod sig.