25 år med egen salon

Zannie Toftehøj kan se tilbage på et kvart århundrede med saksen i hånden på Frisørgården i St. Merløse.

25 år med egen salon

- Det har ligget til mig helt fra barnsben. Så længe jeg kan huske, har jeg været glad for at sætte hår, fortæller Zannie Toftehøj, indehaver af Frisørgården i Store Merløse. Privatfoto.

Hun begyndte som fejepige i 1986. Kort efter greb hun saksen og gik i lære.

I dag har Zannie Toftehøj rundet 37 år i frisørbranchen – de 25 med egen salon i Store Merløse.

– Det har været helt fantastisk. Salonen er mit hjertebarn, og jeg elsker mit fag og mine trofaste kunder, fortæller indehaveren af Frisørgården.

I anledning af jubilæet slår Zannie Toftehøj dørene op til åbent hus for kunder, venner og familie. Fejringen løber af stablen i salonen mandag 20. marts klokken 14.30-17.30, og eftermiddagens besøgende kan se frem til et godt glas og en kanape.

Den 52-årige vært for det kommende arrangement fortæller, at interesse for faget blev vakt ganske tidligt.

– Det har ligget til mig helt fra barnsben. Så længe jeg kan huske, har jeg været glad for at sætte hår. Allerede i skolealderen fik jeg lov til at give en hånd med i den lokale salon, husker Zannie Toftehøj, der flyttede til Store Merløse som 14-årig.

Garage blev til salon

Lysten til at springe ud som selvstændig begyndte ligeledes at rumstere i hovet på den spirende frisør allerede som ung. I første omgang blev ambitionerne sat på pause, da hendes to sønner meldte deres ankomst. Et år senere fik Zannie Toftehøj en idé.

– Min mand er håndværker, så jeg fik ham overtalt til at omdanne husets garage til salon, fortæller hun.

I dag ligger Frisørgården fortsat på adressen Bygaden 28, mens Zannie Toftehøj og hendes fingernemme husbond har rykket privaten et par huse længere op ad gaden.

Gennem det kvarte århundrede der er gået, siden hun åbnede sin forretning, har Zannie Toftehøj uddannet adskillige elever, mens et hav af mennesker har sat sig i stolen for at få tæmmet lokkerne. Og stolen er fortsat brandvarm.

– Jeg er så privilegeret, at jeg har kunder, der har fulgt mig lige siden jeg blev udlært – nogle rejser så langt som fra Faxe og Sverige for at blive klippet. Det er jeg meget glad og taknemmelig over, fortæller hun.