
Flere steder i Vipperød er der gang i opførelsen af nye boliger. Og i den sydlige udkant af byen arbejdes der lige nu på, at byggemodne i området Frugtparken.
Det er de tre lokale landmænd Jesper Nygård, Folke Dreyer og Jørgen Rasmussen, der har taget initiativet til projektet, efter at deres marker blev delt op i forbindelse med etableringen af Nygårdsvej. Det skete for nogle år siden i forbindelse med etableringen af dobbeltsporet på jernbanen.
Frugtparken består af tre områder, hvor det første, der udstykkes på, har fået navnet Solbærhaven. Det er hovedsageligt Jesper Nygård, der står som bygherre på den første del af projektet.
– Vi har solgt grunde til folk lige fra København til Mørkøv, og området er bundet godt sammen med en flot, grøn kile og cykelstier. Så jeg tror, at det bliver et attraktivt sted at bo med folk, der kommer fra forskellige steder i landet, siger Jesper Nygård i en pressemeddelelse.
Den er udsendt af entreprenørfirmaet Gorm Hansen A/S, Roskilde, som er i gang med byggemodningen af arealet.
– Holbæks Frederiksberg
Jesper Nygård lægger særlig vægt på Vipperøds centrale placering.
– Jeg plejer at kalde det Holbæks Frederiksberg. Vipperød har togstation, skole og sportshal. Vi har fem kilometer til Holbæk, som har det hele, og det er hurtigt og nemt at komme på motorvejen, siger Jesper Nygård.
Han peger også på, at det nye boligområde er forbundet til resten af Vipperød med forskellige cykelstier, hvilket gør det nemt og sikkert for mindre børn at cykle i skole og til sport.
Derfor henvender Frugtparken sig særligt til unge mennesker med børn, men også til ældre mennesker, der ønsker at rykke i rækkehus. Rækkehusene udbydes senere.
Entreprenørfirmaet Gorm Hansen A/S har siden slutningen af juli arbejdet med byggemodningen. Projektleder i firmaet, Nikolai Larsen, fortæller i pressemeddelelsen, at det går rigtig godt med udførelsen.
– Vi er færdige med kloakarbejdet, og vi er nu i gang med at grave kabler og gøre klar til asfalt. Dermed er der god fremgang i vores arbejde, siger Nikolai Larsen, der tilføjer, at der har været lidt småudfordringer, men ikke noget af væsentlig betydning.
Fint gang i salget
Selvom man kunne tro, at coronapandemien burde have en negativ effekt på salget af grunde, så har det ikke være tilfældet i den nye udstykning i Vipperød.
Danbolig Holbæk står for salgsarbejdet.
– Det går rigtig godt med salget. Lige nu er der solgt 18 grunde ud af de første 30, fortæller Jesper Nygård.
Lokalplanen for det nye boligområde, der blev vedtaget for et år siden, giver mulighed for at bygge i alt cirka 86 parcelhuse og rækkehuse.