15 computere stjålet fra skole

Skolen på Bryggervænget, der ligger i Jyderup, blev i weekenden 15 computere fattigere.

Det skete, da der i tidsrummet mellem fredag aften og lørdag morgen var indbrud på skolen. De 15 computere var af mærket Acer. Der blev desuden stjålet to dvd-afspillere.

Alt det stjålne udstyr er mærket med skolens navn.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der bliver tilbudt billige computere, eller som kan bidrage med andre oplysninger i forbindelse med indbruddet.

Skolen på Bryggervænget var i juli udsat for et lignende indbrud, hvor der også blev stjålet computere.