Vilje til at finde flere plejeboliger

Foto: Anna Törnqvist Jensen
Louiselund.
  030912 Foto: Allan Nørregaard
Louiselund. 030912 Foto: Allan Nørregaard

Der er lange ventetider på plejeboliger til demente og somatiske boliger i Hørsholm. Den lovmæssige forpligtigelse, der pålægger kommunerne at tilbyde en plejebolig indenfor to måneder, er forlængst overskredet og en dement borger har ventet 182 dage på en bolig, mens ventetiden på en somatisk bolig foreløbig er på 186 dage. Derfor har Social- og Seniorudvalget diskuteret muligheden for at oprette midlertidige boliger på plejehjemmet Louiselund. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

– Der var absolut vilje i udvalget til at finde boliger. Vi skal ikke have ledig kapacitet og fysiske rammer, som vi ikke udnytter til fulde, siger udvalgsformand Thorkild Gruelund (K).

Der er dog endnu ikke styr på finansieringen.

– Der er spørgsmålet om, hvor vi får pengene fra. Det skal vi nok finde ud af, men det er for tidligt at svare på, siger Thorkild Gruelund.

Det vides endnu ikke, hvor mange midlertidige plejeboliger, der kan tages i brug. På Louiselund er 26 ud af 38 midlertidige boliger i dag taget i brug, og det er foreslået, at der åbnes yderligere mellem én og ni midlertidige pladser, som er øremærket borgere, der venter på en plejeboligplads. Selvom at ni boliger end ikke vil være tilstrækkeligt til de 34 borgere, der i øjeblikket står på venteliste, er det, hvad der kan gøres lige nu, mener Thorkild Gruelund.

– Jeg kan ikke bygge et plejehjem på et halvt år. Det er meget vigtigt, at vi hurtigst muligt får løst vores problemer, og det arbejder vi på, siger udvalgsformanden.

Løsningen skal da også kun fungere som et plaster, til Hørsholm Kommune får Margrethelund tilbage, der har været udlånt til Rudersdal Kommune siden 2012.

– I begynden af 2016 får vi vores plejehjem tilbage, og medmindre der så sker en enorm udvikling, så er vi på ret køl igen, siger han.