
varmerekord "Normalt er det ikke koldt at komme op af det kolde vand om vinteren. Der kan vi stå på broen uden at fryse. 17. juli blæste det, så der var det koldt at komme op af 25 grader varmt vand. En sjov oplevelse," beretter Undermålerassistent af 1. Grad, Søren Søndergaard, i Hørsholm-Rungsted Vikingelaugs nyhedsbrev.
Anledningen til disse disse betragtninger er, at selvsamme Undermålerassistent havde taget temperaturen på badevandet i Rungsted den 17. juli, løftet øjenbrynene en anelse og havde konstateret, at varmerekorden fra 28. juli 2018 ikke længere eksisterer.
Dengang blev der målt 23,5 grader. Knap tre år senere 25 grader kl. 7.30 om morgenen, kunne assistenten meddele.
Kedelige temperaturer
Høje temperaturer er ikke noget der behager vikingerne i Hørsholm-Rungsted. I deres verden er alle grader over ti "kedelige". Vikingerne ser derfor frem til og glæder sig til sæsonåbningen den 2. oktober, hvor der traditionen tro vil være standerhejsning, dåb, morgenbord, fælessang og koncert af Lurblæserlauget Lurendrejerne.