V-formand er nu officielt valgt

Venstre Hørsholm har nu officielt valgt Kim Gravgaard som formand, efter han har været fungerende formand siden januar.

Formand er nu officielt valgt

Venstre Hørsholm har nu officielt valgt Kim Gravgaard som formand, efter han har været fungerende formand siden januar. På billedet ses Venstre Hørsholms nye bestyrelse. Pressefoto

Da Venstres tidligere formand Preben Carøe trak sig fra formandsposten i januar, trådte Kim Gravgaard til. Ved Venstre Hørsholms ordinære generalforsamling for nylig blev formanden så valgt officielt.

– Jeg ser frem til en spændende tid for Venstre i Hørsholm og glæder mig til at løse opgaverne sammen en stærk bestyrelse og dygtige og dedikerede politikere. Der er ikke tvivl om, at der er meget at tage fat på i Hørsholm og vi vil gøre vores til at bringe kommunen tilbage på ret kurs. Et stærkt samarbejde med de partier, der er villige til at føre den nødvendige og rigtige politik – og modet til at stemme nej, når det er uansvarligt at gøre andet. Borgerne i Hørsholm skal fortsat kende Venstre som et samarbejdsvilligt parti – med modet til både at sige til og fra, siger han i kølvandet på generalforsamlingen.

Der var ligeledes valg til poster i bestyrelsen og her fik Janus Engelund og Jørgen Eirfeldt (tidligere suppleant) nyvalg og Lone Sønderbo blev genvalgt.

– Ønsker et varmt velkommen som Formand til Kim Gravgaard, der allerede de sidste par måneder har været fungerende formand. Venstres kommunalbestyrelsesgruppe ser frem til et godt og stærkt samarbejde, da Kim har kvaliteter og værdier der skal til, for at sidde for bordenden i Venstre Hørsholms vælgerforening, for sammen med bestyrelsen og KB gruppen, at sikre Venstres position i Hørsholm. Samtidigt byder jeg også stort velkommen til helt nyt medlem af bestyrelsen, Janus Engelund, som ved sidste kommunalvalg også var kandidat for Venstre, siger kommunalbestyrelsesmedlem og gruppeformand for Venstre i Hørsholm, Ann Lindhardt.

Efter generalforsamlingen består Venstre Hørsholms Bestyrelse af: Erik Wetche, Birgitte Dyreborg, Klaus Topholm, Lone Sønderbo, Janus Engelund, Jørgen Eirfeldt, Nicolai Lindhardt, Kim Gravgaard Skou med Preben Carøe og Fie Smith som suppleanter.