Udvalgsformand raser over, at bygninger rives ned

Foto: Anna Törnqvist Jensen
Peter Antonsen (Borgerlisten) (th.) var rasende på kommunalbestyrelsesmødet og kaldte beslutningen om at rive bygningerne ned med det samme for en svinestreg. Foto: Lars Sandager Ramlow
Peter Antonsen (Borgerlisten) (th.) var rasende på kommunalbestyrelsesmødet og kaldte beslutningen om at rive bygningerne ned med det samme for en svinestreg. Foto: Lars Sandager Ramlow

Formand for Miljø- og Planlægningsudvalget, Peter Antonsen (Borgerlisten), var rasende på kommunalbestyrelsesmødet i Hørsholm mandag aften. Et flertal i kommunalbestyrelsen besluttede nemlig at rive de tre ældste bevaringsværdige bygninger, som ved enighed tidligere på året blev taget ud af den bevaringsværdigende lokalplan, ned med det samme, fordi nedrivningsmaskinerne allerede er i gang på grunden. Det mente Peter Antonsen var at gå stik imod en aftale.

– Det handler i høj grad om det svigt, som 17 ud af 19 kommunalbestyrelsesmedlemmer udviser over for hinanden og borgerne ved at løbe fra en aftale, som vi har indgået. Det er jeg meget berørt over. Det er noget svineri, og når I om lidt vedtager det her, så er I mænd og kvinder uden ære, sagde en vred Peter Antonsen blandt andet.

Tidligere på året besluttede kommunalbestyrelsen, at man ikke ville rive bygningerne ned, før det stod klart, hvad en kommende ejendomsudvikler eventuelt ville kunne bruge bygningerne til. Og eftersom der endnu ikke er entreret med en ejendomsudvikler, mener Peter Antonsen, at der er sket et brud på den aftale.

Borgmester Morten Slotved (K) var dog af en anden overbevisning. Først forklarede han, at de tre arkitektfirmaer, som har leveret til parallelopdraget på grunden, enten ikke har set noget formål med bygningerne eller kun har set et kommunalt formål med bygningerne.

– Vi går op i, at det er billigere at få bygningerne revet ned nu og her, og vi skal ikke have noget, der er kommunalt drevet, på den grund. Jeg mener, vi har fået så tilpas meget orientering, at vi i kommunalbestyrelsen godt ved, hvor vi er henne i forhold til en developer (ejendomsudvikler, red.), sagde borgmesteren.

Peter Antonsen mindede dog borgmesteren om, at ordet developer faktisk indgik i den oprindelig aftale, og at han derfor ikke mente, det var nok at have fået arkitektfirmaernes holdning til, om bygningerne kunne bruges og i så fald til hvad. Borgmesteren erkendte, at der stod developer i den oprindelige aftale og sagde:

– Developerne er blevet hørt via det advisoryboard, som har rådgivet os, og det er det, vi forholder os til, sagde Morten Slotved.

Læs mere i Frederiksborg Amts Avis tirsdag.