
Det har været en årelang diskussion, men kommunalbestyrelsen har nu sat et foreløbigt punktum ved at bevilge 9,73 millioner kroner, som skal bruges på at etablere fleksible sale og biograffunktion i Kulturhus Trommen næste år. Sammen med tillægsbevillingen har kommunalbestyrelsen også, efter en idékonkurrence, valgt Rambøll som projektets totalrådgiver.
– Med kommunalbestyrelsens beslutning er vi nu kommet et vigtigt skridt videre i moderniseringen af Kulturhus Trommen. Udover at det var nødvendigt at få tillægsbevillingen på plads, var valget af Rambøll som totalrådgiver også meget vigtigt, siger Nadja Maria Hageskov om beslutningen.
Helt så positivt stemt var hverken Liberal Alliance eller Venstre dog ved kommunalbestyrelsesmødet, hvor beslutningen skulle træffes.
– Det vidner om vores prioriteringer, når vi lige har skåret på velfærden, og vi så vil bruge penge på en kommunal biograf. I Venstre mener vi ikke, det er en ordentlig prioritering af borgernes penge. Vi mener, det er ekstravagance, sagde Alexander Jonsbak (V).
Og Hørsholms nylige indkøb af sygehusgrunden spillede også en rolle.
– Når vi har denne her mulighed med sygehusgrunden, synes jeg, vi skulle vente med ekstrabevillingen. Det kunne jo være, der åbnede sig nogle andre muligheder på den nye grund. Og det ændrer i øvrigt ikke ved, at jeg synes, det er en fuldstændig vanvittigt dårlig idé at drive biograf i Trommen. Vi som kommune skal ikke drive en biograf. Jeg har aldrig hørt noget så socialistisk. En kommune skal koncentrere sig om kerneområderne, sagde Troels Moe (LA).
Tillægsbevillingen på 9,73 millioner kroner blev godkendt med et flertal bestående af Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Konservative, mens Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance stemte imod.