Sensationen udeblev for Rungsted

Ishockey: Der er sommerferie i Rungsted, der tabte den syvende og afgørende kvartfinale til Aalborg fredag aften.

Sensationen udeblev for Rungsted

Rungsted og Aalborg måtte ud i syv kvartfinaler, inden Aalborg kunne trække det længste strå. Foto: Mads Hussing

Foto: Mads Hussing

Det havde været en kæmpe overraskelse, hvis nummer otte fra Rungsted havde sendt Aalborgs forsvarende danske mestre ud, men nordsjællænderne pressede nordjyderne ud i en kamp syv.

Det blev dog hjemmeholdet Aalborg, der trak det længste strå efter især to hurtige scoringer i 2. periode, hvor Aalborg kom afgørende foran.

Det hele begyndte med et Aalborg-mål, der blev annulleret. Men målet blev sendt ind via et skud, der ramte en dommer undervejs. Det var en spøjs situation, hvor dommeren stod flere meter ved siden af målet, men pucken ramte ham på benet og gik i mål.

Selvom det gav stor jubel i Gigantium i Aalborg, så blev det mål dog hurtigt annulleret af dommerne.

Om det gav lidt frustration hos Aalborg, er svært at vide, men de fik i hvert fald to udvisninger med kort mellemrum i minutterne efter.

Det gav et par gode muligheder til udeholdet, der dog ikke fik udnyttet de fire minutter i overtal.

Derefter gik der stillingskrig i 1. periode, hvor der ikke blev satset det store. Det var lige indtil, at Rungsteds David Madsen måtte en tur i straffeboksen.

Aalborg skulle bare bruge 15 sekunder på at score føringsmålet, der i de tidligere syv kampe har været afgørende.

Den føring holdt til pausen efter 1. periode.

– Vi skal bare blive ved med at gøre det, vi gør, og blive ved med at lægge hårdt pres på. Og så bare sørge for, at vi har fem mand på isen, siger Jacob Gammelgaard til TV2 Sport.

Han savnede lidt det fysiske spil fra de første kampe i serien.

– Jeg synes godt, vi kunne gøre det bedre, men vi har været ude at snakke, og så er der forhåbentlig en ændring i denne periode, siger Gammelgaard.

Det var en helt lige kamp, og den næste gang Rungsted var i overtal, sendte de pucken i nettet. På det tidspunkt stod det 1-1 på måltavlen og 10-10 i skudstatistikken, så alt var igen helt lige.

Isligaen, 7. DM-kvartfinale

Aalborg-Rungsted 5-2

(1-0,2-1,2-1)

Mål: 1-0: Trevor Gooch (16.27), 1-1: Mattias Persson (24.32), 2-1: Kirill Kabanov (30.09), 3-1: Patrick Bjorkstrand (31.19), 3-2: Jacob Gammelgaard (49.01), 4-2: Victor Carlsson (57.20), 5-2: Julian Jakobsen (59.15)

Udvisninger: Aalborg 3×2 minutter, Rungsted 1×2 minutter

Tilskuere: 4.378

Men så slog de rutinerede kræfter fra Aalborg til. Først scorede Kirill Kabanov, og bare 70 sekunder senere gjorde Patrick Bjorkstrand det til 3-1.

– Det er jo selvfølgelig ikke optimalt på nogen måder. Men der er stadig masser af tid tilbage. Vi skal være bedre til at få pucken ud første gang fra egen zone, så de ikke får det tryk på os, sagde Rungsteds assistenttræner Thor Dresler under kampen.

Rungsted havde en stor mulighed for at komme tilbage, men Aalborg red stormen af og kunne gå til pause foran med to.

– Vi skal tro på det, selvom vi er bagud med to. Vi har talt meget om det med at tro på det, sagde Rungsteds Gustav Green, da de sidste 20 minutter skulle i gang.

Han havde opskriften på at komme tilbage i kampen.

– Vi skal ud og komme hårdt på dem. Vi skal spille mere med pucken og turde at spille og turde at lave fejl. Så er jeg sikker på, at vi godt kan drille dem, sagde han.

Og Rungsted var ved at drille Aalborg. For nordjyderne blev presset langt tilbage, og det udnyttede Jacob Gammelgaard midt i perioden til at skyde Rungsted tilbage i kampen.

Men det blev ikke til mere for Rungsted, der pressede så meget på, at Aalborg blev farlig på kontraangreb, og under sådan et sendte Victor Rollin Carlsson pucken i Rungsteds mål.

Aalborgs Julian Jakobsen gjorde det endnu værre for Rungsted, da han sendte pucken i et tomt mål med 45 sekunder igen af opgøret.

Dermed blev Rungsted sendt på sommerferie efter en vild kvartfinaleserie, og Aalborg skal videre til DM-semifinalerne.