Se billeder: Heste får lægehjælp på hjul

Foto: Anna Törnqvist Jensen

I det meste af Nordsjælland og syd for København kan man se Hørsholm Hestepraksis' mobile klinik på vejene. Dyrlægerne kommer nemlig til hesten, når der er behov for lægehjælp.

– Det er en kæmpe fordel, fordi vi kan se hestene i deres eget miljø, hvilket kan give os et bedre billede af hestens symptomer, ligesom det er mindre stressende for hesten. Og for ejere, der står med en syg hest, og ikke er vant til at transportere deres heste, er det også mindre stressende, siger dyrlæge i Hørsholm Hestepraksis Sarah Krasnik. Hun kører selv i den mobile klinik cirka fem dage om ugen, og er en de dyrlæger, der oftest kører den mobile klinik, hvor hun ordner alt fra tænder til røntgenbilleder fra bilen.

I Hørsholm Hestepraksis er ni dyrlæger, tre veterinærsygeplejersker og en veterinærsygeplejerskeelev ansat. På klinikken kan dyrlægerne operere, have heste indlagt og have konsultationer. Hvis de dyrlæger, der kører med den mobile klinik, vurderer, at det bedst kan svare sig at tilse hesten i praksissens lokaler, bliver hesten fragtet dertil. Men oftest kan patienterne kureres på stedet, og det endda ofte af specialiserede dyrlæger.

– Hvis vi ved, hvad det er for en opgave, vi skal ud på, sørger vi også så vidt muligt for at sende en dyrlæge, som har det område som speciale, siger Sarah Krasnik.

Hun oplever, at hestenes ejere er glade for, at dyrlægerne nu kan komme til hestene, som ifølge Sarah Krasnik er helt særlige dyr.

– Mange heste har jo en funktion, fordi en konkurrencehest skal kunne præstere. Andre gange er det familiens bedste ven, som vi skal passe på og sørge for har det godt. Det er det, der gør jobbet fantastisk, siger hun.