
Hvad gør man, når man har en million kroner 'i banken' til en flydende sauna, men at der ingen er til at tage sig af sagen?
Man danner en forening. Og den kommer til at hedde Rungsted Nord Badelaug og skal efter planen stiftes torsdag 24. september på havnekontoret i Rungsted.
Det oplyser Otto B. Christiansen, tidligere kommunalbestyrelsesmedlem og medlem af havnebestyrelsen.
Han tager nu initiativ til at etablere et laug, der siden skal drive den flydende sauna.
Coronabevilling
Baggrund for saunaen er en af de mange bevillinger, kommunalbestyrelsen gav for at holde hjulene i gang i forbindelse med coronakrisen. Derfor er der også et vist tidspres for at få saunaen ud at flyde.
Der er nemlig en begrænsning på de coronabetingede bevillinger: De skal sættes i gang og blive til virkelighed inden nytår.
"Så vi stod med en bevilling, men der var ikke rigtig nogen der ønskede at administrere den for alle borgere i kommunen. Derfor laver vi nu et laug, som skal drive saunaen," fortæller Otto B. Christiansen.
Det ligger endnu ikke fast, hvor den flydende sauna skal være. Dog ligger det fast, at den placeres ved Rungsted Havns nordlige mole, enten på indersiden eller på ydersiden.
"Fordelen ved en flydende sauna er jo, at den er flytbar," lyder det fra Otto B. Christiansen.
Rungsted Nord Badelaug holder stiftende generalforsamlinmg på havnekontoret torsdag 24. september kl. 20.