Der er meget, meget stille i Venstre i Hørsholm.
Et parti, der med afstand mere end andre fylder spalterne her og der og på sociale medier, har valgt tavshed og mundkurv som et middel til at få en selvskabt plage til at gå væk.
For nye læsere en kort opsummering: I forbindelse med konstitueringen af den ny kommunalbestyrelse blev det mangeårige medlem Anne Ehrenreich bedt om at forlade Venstres gruppe på grund af samarbejdsvanskeligheder og illoyalitet.
Ud over, at illoyaliteten blandt andet skulle handle om noget så banalt som ikke at overholde partiets regel om antal valgplakater, ved vi ikke så meget.
Hverken gruppen eller hovedpersonen selv føler sig kaldet til at fortælle blandt andre 537 vælgere, der brugte en dyrebar stemme på Venstre-kandidaten Ehrenreich, hvorfor.
“Ingen kommentar” er det nærmeste, vi hidtil er kommet det i en noget kujonagtig kommunikationsstrategi i et parti, hvor der efter sigende er højt til loftet og langt til døren.
Nuvel, dem om det.
En organisation må indrette sig helt som den selv mener er bedst med de personer, den selv mener er til dens bedste. Det rager egentlig ikke nogen.
Hvis det altså ikke lige var fordi det her involverer mennesker uden for det rum, hvor der er højt til loftet og langt til døren.
For der er faktisk mennesker derude, der har brugt deres stemmeret på en repræsentant for partiet. Den repræsentant har man nu de facto kylet ud.
’Bødlerne’ stikker hovedet i sandet og håber, det hele går væk. Ikke se, ikke høre, ikke tale.
Det gør det nok ikke. Alene af den grund, at Anne Ehrenreich har en interesse i at tage martyrrollen på sig.
Det har hun allerede gjort og virker komfortabel med det.
Når det er sagt, er hændelsen ikke en sensation. Overraskende, ja. Men en sensation er det ikke.
Manglen på god kemi mellem nytilkomne Lindhardt og veteranen Ehrenreich har været åbenlys for alle. Ikke mindst siden opgøret om at blive borgmesterkandidat, hvor Ehrenreich fik en ordentlig mavepuster.
Vinderens forsøg på samtidig at sætte konkurrenten på plads er dog indtil nu mislykkedes.
Selvfølgelig smider man ikke ’bare sådan’ en flittig og profileret lokalpolitiker på porten. Der skal vægtige grunde til. Om de var og er der, ved kun de stille – og de der er gjort tavse.
Holdspil har aldrig været Anne Ehrenreichs spidskompetence. Hendes flittige ageren som den årvågne vagthund for byens utilfredse borgerskab og overfor kommunens administration har altid mere haft karakteren af projekt Ehrenreich end af projekt Venstre.
Derfor er tabet til at overse. Både for Venstre og Anne Ehrenreich. For de, der har stemt på hende, får det samme som hidtil. Bare ikke i Venstres navn.
Og vi har på sociale medier allerede set, at Ann Lindhardt nu vil forsøge at udfylde tomrummet efter Ehrenreich ved at fokusere på huller i vejen med lovning om at tage fat i de ansvarlige i administrationen.
Den lange snor, Anne Ehrenreich hidtil har fået i partiet, er nu kappet.
Og jeg kan ikke helt frigøre mig for tanken, at nogen såmænd bare har ventet på en lejlighed til at kappe den.
Bare en tanke.
Godt nytår!
Venlig hilsen
Fred Jacobsen, redaktør
