Politisk flertal for skraldeforsøg

Foto: Anna Törnqvist Jensen

Det skabte en længere debat, da kommunalbestyrelsen skulle tage stilling til, om beboere i Mikkelborg Park som led i en forsøgsordning skal sortere deres husholdningsaffald. Spørgsmålet var forinden blevet behandlet i Miljø- og Planlægningsudvalget, hvor forslaget blev stemt ned, idet Liberal Alliances Troels Moe, Venstres Ove Petersen og Konservatives Thorkild Gruelund stemte imod, mens udvalgsformand Peter Antonsen (Borgerlisten) stemte for sammen med Kristin Arendt (K). Peter Antonsen var så utilfreds med den afstemning, at han havde begæret sagen i kommunalbestyrelsen, hvor borgmester Morten Slotved (K) indledte med at forklare, at Konservative nu støttede forslaget som en samlet gruppe.